Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/05/2019 - 10:52

Paludan når stort arabisk medie i kritisk historie

Dansk udlændingepolitik og Stram Kurs-lederen er centrum for en kritisk baggrundshistorie i Al-Jazeera.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

"Dansk politiker, der vil udvise muslimer og forbyde islam, stiller op til valg."

Sådan lyder overskriften på en længere baggrundshistorie om Rasmus Paludan, som er at finde på den arabiske nyhedsside Al-Jazeera.

Fredag formiddag dansk tid er portrættet på forsiden af mediets engelsksprogede hjemmeside.

Historien beskriver blandt andet Paludans koranafbrændinger.

Derudover beskriver Al-Jazeera Stram Kurs-lederens politik om, at Danmark er for "etniske danskere", og at "praktiserende muslimer" skal sendes ud af landet.

Professor i kultur- og sprogmødestudier Garbi Schmidt, Roskilde Universitet, udtaler sig i artiklen om udviklingen i dansk udlændingepolitik.

Hun mener, at der er sket "en normalisering af en negativ diskurs om muslimer siden 2001".

Schmidt ser til en vis grad Paludan som en forlængelse af den tendens, skriver det arabiske medie.

Også regeringens ghettoplan, tildækningsforbuddet - i folkemunde burkaforbuddet - samt planen om at placere et center for kriminelle udlændinge, der skal udvises, på øen Lindholm er med i artiklen.

Al-Jazeera er en arabisk nyhedsorganisation, der er delvist støttet af Qatars regering.

Den når efter eget udsagn omkring 310 millioner husholdninger i mere end 100 lande.

Blandt andet britiske The Guardian, det store erhvervsmedie Bloomberg og nyhedsbureauet Reuters har i løbet af de seneste uger skrevet længere historier om Paludan.

Det gjorde de, i forbindelse med at Stram Kurs blev opstillingsberettiget.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek