Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 21/08/2019 - 10:54

Boris Johnson modtages med æresgarde i Berlin trods uenighed

Britisk premierminister bliver modtaget af militær æresgarde i den tyske hovedstad, men opnår næppe meget.

Toby Melville/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Premierminister Boris Johnson besøger onsdag Berlin på sin første udenlandsrejse som britisk regeringsleder.

Under drøftelser med forbundskansler Angela Merkel ventes han ifølge Reuters at gøre det klart, at medmindre hun går med til at ændre den foreliggende brexit-aftale, så vil briterne forlade EU uden en aftale den 31. oktober.

Trods tiltagende spændinger mellem Storbritannien og EU sagde Merkel tirsdag, at en "praktisk løsning" måske vil kunne findes på problemerne omkring den irske grænse og "bagstopperen" - den største hindring for et gennembrud.

Merkel sagde, at de 27 tilbageværende EU-lande er villige til at finde en sådan løsning, men hun gjorde det klart, at de ikke vil genåbne den brexitaftale, som blev forhandlet på plads sidste år.

Merkel sagde, at uanset hvilken vej briterne vælger, så vil EU arbejde tæt sammen med dem - økonomisk og sikkerhedspolitisk.

Johnson bliver ved sin ankomst i Berlin sent på dagen modtaget af en militær æresgarde.

Johnson, som er en førende "brexiteer", satser på, at truslen om en britisk udtræden uden en aftale vil overbevise Merkel og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om, at EU i sidste øjeblik må komme ham i møde i hans krav om en anden aftale end den foreliggende.

Det store tyske dagblad Bild kalder Johnson for en "taber", som "bider i granit". Bladet mener, at Merkel allerede har afvist hans anmodning om nye forhandlinger.

Johnson, som kommer til Berlin forud for lørdagens G7-topmøde i Biarritz i Frankrig, sendte tidligere på ugen et brev til EU's præsident Donald Tusk. Her bad han om en ny løsning på spørgsmålene omkring den irske grænse og en ændret brexitaftale.

Dette blev kontant afvist af Tusk og flere andre repræsentanter for EU.

Politicos ledende Europa-korrespondent spurgte tirsdag "en højt placeret tysk regeringskilde om, hvad Tyskland vil tilbyde på brexit fronten.

– Ingenting, lød det kontante svar.

Torsdag rejser Johnson videre til Frankrig, hvor han skal mødes med præsident Emmanuel Macron.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek