Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/11/2024 - 10:51

Axelsen spadserer nemt i kvartfinalen i Kina

Der var ingen tvivl om udfaldet, da Viktor Axelsen vandt 21-16, 21-11 over kineser i China Masters.

Holmes Chan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen er klar til kvartfinalerne ved Super 750-turneringen China Masters.

Torsdag besejrede danskeren kinesiske Weng Hongyang med 21-16, 21-11 i turneringens anden runde.

Særligt andet sæt var overlegent fra Axelsen, der fandt fodfæste på banen i Kina og spillede varieret og med overskud.

Det gjorde han mod en modstander, som ellers har været godt spillende i efteråret. I september vandt Weng Hongyang Super 1000-turneringen China Open.

Herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup spillede sig ligeledes sikkert videre torsdag. Det danske makkerpar vandt sikkert 21-16, 21-13 over det franske brødrepar Christo Popov og Toma Junior Popov.

Kinesiske Weng fulgte godt med i starten af møde med Axelsen torsdag og kom foran 8-7, men derfra strammede danskeren skruen.

Axelsen vandt de efterfølgende tre bolde, og så var hullet slået.

Weng gjorde stadig fin figur, men Axelsen var i kontrol, og foran 20-16 sikrede danskeren sættet på første mulighed.

Andet sæt var en anden historie. Axelsen kom hurtigt foran 3-0 og virkede væsentligt mere overlegen end i begyndelsen af kampen.

Timingen sad der i slagene, og Axelsen spillede med langt mere overskud.

Weng var chanceløs, og ved sættets ophold lød danskerens føring på 11-3.

Trods fire kinesiske point i træk efter opholdet var Axelsen i cruise control.

Danskeren fik hurtigt styr på det igen, og efter den lille kinesiske optur vandt Axelsen fire af de fem efterfølgende point.

Derfra var kampen afgjort, og på kampens første matchbold pressede danskeren Weng til at sende fjerbolden i nettet.

China Masters har ikke før haft en dansk vinder i herresingle.

I år er der flere muligheder. Både Anders Antonsen og Rasmus Gemke skal også i kamp senere torsdag.

Alle tre danskere er i samme turneringshalvdel, så der er gode chancer for dansk deltagelse i søndagens finale.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek