Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/12/2022 - 08:00

Esben Dalgaard: Jeg får penge for at lege

Skuespil er mere end bare et arbejde for Esben Dalgaard, som føler sig privilegeret over, at skillelinjen mellem job og privatliv er lille.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Tænder man for DR's nye julekalender, "Julehjertets hemmelighed", eller tuner ind på TV 2's tredje julekalender om nissepigen Tinka, "Tinka og sjælens spejl", dukker skuespilleren Esben Dalgaard op i dem begge.

På DR spiller han herregårdsejeren Erik Lindestrup, mens han på TV 2 genoptager rollen som nissen Grot.

- Jeg synes jo, at ungerne er vores allervigtigste aftagere af kultur. Og jeg vil meget gerne være med til at højne kvaliteten af underholdning til børn, siger Esben Dalgaard og fortsætter:

- Det er i øvrigt også dem, der er forbrugerne fremadrettet. Så jeg synes faktisk, det er supervæsentligt at være med til at give dem et ordentligt afsæt til, hvad der er godt at se. På den måde er jeg all in på alt, hvad der kan laves af lødig og god børneunderholdning.

Mens "Julehjertets hemmelighed" er DR's nye satsning, kender Esben Dalgaard Tinka-universet virkelig godt.

Han blev introduceret i anden del af fortællingen om Tinka, "Tinka og kongespillet", og er nu med til at slutte trilogien om den populære nissepige.

- Grot er en kongekarakter, jeg virkelig godt kan lide. Han er et barn i en voksen mands krop, og det kan ikke blive bedre, jubler Esben Dalgaard.

- Jeg får penge for at lege, for Grot er et legebarn, og på den måde er Grot illustrativ for meget af mig. Det betyder ikke, at jeg fjoller - der er forskel på fjol og leg. Men vi skuespillere har jo en legende tilgang. Han er 100 procent en stereotyp, som også lever i høj grad i mig, siger den 46-årige skuespiller.

Mens de matcher indvendigt, har Esben Dalgaard også forsøgt at matche Grot udvendigt.

Inden optagelserne af "Tinka og kongespillet", der blev sendt i 2019, tog Esben Dalgaard adskillige kilo på for at spille den madglade nisse.

Sideløbende med optagelserne af årets julekalender, "Tinka og sjælens spejl", deltog Esben Dalgaard i discovery+- og Kanal 5-eksperimentet "12 uger i helvede".

Han skulle gennem et hårdt træningsforløb, og derudover powerwalke en time hver evig eneste dag.

Kosten var også skærpet. Han skulle faste 16 timer i døgnet, og i de otte timer, spisevinduet var åbent, var der udelukkende sund mad på tallerkenen.

Esben Dalgaard er en kamæleon, der ofte ændrer udseende og fysik efter de karakterer, han portrætterer. Men her harmonerede eksperimentet ikke med ønsket om at tage fysisk form som Grot.

- Jeg tabte mig rigtigt mange kilo. Jeg var helt nede på 82 kilo. Første gang, jeg spillede Grot, vejede jeg 110 kilo, fortæller Esben Dalgaard.

- Jeg ville helt klart hellere have gået fysisk ind i rollen. Men det var der ikke nogen mulighed for. Det tager tid at ændre form - begge veje - og det havde jeg ikke denne gang. Du kan ikke bare blive stor eller tabe det igen over natten. Så det blev simpelthen et kostume denne gang.

Esben Dalgaard er ikke den eneste, der genoptager sin rolle i finalejulekalender, som binder bånd omkring Tinka-trilogien.

En stor del af de øvrige skuespillere - som Josephine Chavarria Højbjerg, Hadi Ka-koush, Neel Rønholt og Birthe Neumann - har alle trukket nissehuen på igen.

- Jeg synes, at det der specielle, eventyrlige univers opstod meget nemt og meget hurtigt igen. Især fordi man har kendt hinanden i flere år, siger Esben Dalgaard og fortsætter:

- Mange af os er også kammerater på kryds og tværs og spiser private middage sammen og sådan nogle ting. Så det er meget hyggeligt.

Ja, det er faktisk mere end hyggeligt - det er et kæmpe privilegie, lyder det fra Esben Dalgaard.

- Det er hele den filosofiske debat: Skal der være en opdeling af arbejde og privatliv? For så har vi lige pludselig halvdelen af vores liv, vi kun lever for at få mulighed for at leve den anden halvdel af livet.

- Derfor føler jeg mig meget privilegeret over, at jeg rent faktisk elsker mit arbejde. For så mig er der en meget lille skillelinje mellem de to. Det kunne jeg ønske for mange. Det er jo sindssygt heldigt, siger Esben Dalgaard.

"Tinka og sjælens spejl" kan ses på TV 2 hver dag frem til den 24. december.

/ritzau/

London, 30/11/2023 - 14:22

Frontfigur i The Pogues Shane MacGowan er død som 65-årig

Leon Neal/Ritzau Scanpix

Shane MacGowan stod bag julehittet "Fairytale of New York". Han havde længe kæmpet med dårligt helbred.

Den irsk-engelske musiker Shane MacGowan fra bandet The Pogues er død.

Det oplyser hans hustru, Victoria Mary Clarke, på Instagram.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor velsignet jeg føler mig over at have mødt ham og elsket ham og at have været så uendeligt og betingelsesløst elsket af ham.

- Fest videre i haven helt våd af regn, som du elskede så højt, skriver hun henvendt til den nu afdøde MacGowan.

Shane MacGowan havde i lang tid lidt under et dårligt helbred.

I december 2022 blev han indlagt med hjernebetændelse, skriver det britiske medie The Guardian. Det betød, at han tilbragte adskillige måneder af 2023 på intensivafdeling.

Han har ifølge BBC også siddet i kørestol siden 2015, hvor han kom til skade i et fald.

Ifølge The Guardian begyndte han at drikke alkohol allerede som barn, da hans familie gav ham Guinness-øl for at hjælpe ham med at falde i søvn.

Han har lidt under konsekvenserne af både stof- og alkoholmisbrug, men sagde selv i 1990:

- Selvmisbrug, eller hvad man nu kalder det, er også enormt kreativt.

The Pogues stod bag julehittet "Fairytale of New York", som mange formentlig vil kende fra radioen i december.

Bandet fusionerede punk og irsk folkemusik. Gruppen blev dannet i begyndelsen af 1980'erne, indtil de gik fra hinanden i 2014.

Ifølge BBC har The Pogues været beskrevet som en gruppe professionelle musikere under ledelse af en værre rodebutik. Med rodebutik blev der henvist til den karismatiske MacGowan, der ifølge BBC blev udråbt som en af bedste sangskrivere i sin tid.

MacGowan blev født i Kent i England af irske forældre, men boede de første seks år af sit liv i Irland.

Han satte livet igennem musik til de følelser, der knyttede sig til at være irer i eksil, selv om han dog senere flyttede tilbage til Irland, beskriver BBC.

I 2018, hvor MacGowan fyldte 60 år, blev han hyldet med en gallakoncert i den irske hovedstad, Dublin. Her deltog musikere som Nick Cave og Bobby Gillespie.

MacGowan fik ved denne lejlighed også overrakt en pris af den irske præsident, Michael D. Higgins.

2018 var også året, hvor MacGowan blev gift med Victoria Mary Clarke efter 11 års forlovelse. Det skete ved en ceremoni på rådhuset i København.

Med til brylluppet var blandt andre stjerneskuespilleren Johnny Depp.

/ritzau/

Læs Mere >>

Berlin, 30/11/2023 - 13:50

Bastarden begejstrer og gafler europæiske Oscars

Ander Gillenea/Ritzau Scanpix

Mads Mikkelsen-filmen "Bastarden" er allerede sikret to European Film Awards. Ud over "Bastarden" er der to andre rød-hvide håb til den europæiske Oscar.

Det historiske drama "Bastarden", der har Mads Mikkelsen i hovedrollen, er Danmarks bud på en Oscar-kandidat.

Nu har filmen fået flere statuetter ved den europæiske pendant, European Film Awards, som uddeles af European Film Academy.

Fotograf Rasmus Videbæk modtager prisen European Cinematography, mens Kicki Ilander modtager prisen European Costume Design for sit arbejde med filmens kostumer.

Begge priser er en del af prisuddelingens Excellence Awards, der annonceres før showet, men overrækkes ved den officielle prisuddeling 9. december i Berlin.

Her er Mads Mikkelsen nomineret i kategorien Bedste Skuespiller for sin præstation i "Bastarden".

I filmen spiller den danske superstjerne den fattige soldat Ludvig Kahlen, som ønsker at følge kongens kald om at opdyrke jorden. Men godsejeren Frederik de Schinkel, skildret af Simon Bennebjerg, mener, at han ejer heden, og det fører til kamp.

Mads Mikkelsen har allerede vundet en pris ved European Film Awards. Det skete i 2020 for Thomas Vinterbergs - siden Oscar-belønnede - "Druk".

Mads Mikkels har været nomineret ved European Film Awards tre gange før for henholdsvis "Jagten" i 2012, "Flammen & Citronen" i 2008 og Susanne Bier-dramaet "Efter brylluppet" i 2006.

Ud over "Bastarden" er der to andre rød-hvide håb i Lea Globs kunstnerportræt "Apolonia, Apolonia", som er nomineret i kategorien Bedste Europæiske Dokumentar, samt til Malene Chois anmelderroste drama med Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen, "Stille liv", i kategorien Bedste Europæiske Debutfilm.

Om "Bastarden" også løber med en Oscar-nominering offentliggøres først i slutningen af januar.

Men inden jul offentliggør Oscar-akademiet sin såkaldte shortlist - det vil sige, at feltet af potentielle Oscar-kandidater snævres yderligere ind forud for de endelige nomineringer til Oscar-uddelingen 10. marts.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/11/2023 - 08:00

FAKTA: Danskere elsker stearinlys

* 39 procent af danskerne tænder dagligt eller næsten dagligt stearinlys i deres bolig i vinterhalvåret.

* Især kvinder tænder ofte stearinlys. Flest mænd tænder aldrig levende lys.

* Især folk i alderen over 55 år tænder dagligt levende lys. De tænder til gengæld færre lys ad gangen end de unge.

* Fyrfadslys er de mest populære lys blandt danskerne.

Kilde: undersøgelsen "Danskere undervurderer sundhedsfaren ved stearinlys" fra 2014 foretaget af YouGov for Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/11/2023 - 08:00

Levende lys forurener: Sådan mindsker du de skadelige partikler

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Stearinlys spreder ikke kun hygge, men også sundhedsskadelige partikler. Derfor bør du begrænse, hvor mange du tænder i decembermørket, råder forsker.

Levende lys og julen hænger uløseligt sammen. Men de små hyggespredende flammer har en sodende samvittighed.

- De udsender små partikler og en luftvejsirriterende gasart, der hedder kvælstofdioxid. Der er ret høje niveauer af begge dele, når man har flere stearinlys tændt på samme tid, siger Steffen Loft, der er professor ved Afdeling for Miljø og Sundhed på Københavns Universitet, hvor han forsker i luftforurening.

Netop stearinlys er en væsentlig kilde til den indendørs luftforurening i vintermånederne, understreger han:

- Uden at det er videnskabeligt beskrevet endnu, så er det velkendt, at folk med astma ikke tåler mange stearinlys.

Opfordringen fra ham lyder derfor, at du skruer ned for antallet af de små blafrende flammer i december.

- Jeg vil ikke sige, at man ikke skal have stearinlys på juletræet, eller at man skal droppe kalenderlyset, men begræns brugen af lysene, og luft godt ud i hjemmet, lyder det fra Steffen Loft.

Det er især mennesker, der lider af en lungesygdom, som kan blive påvirket af forureningen fra de brændende væger. Det fortæller Ann Leistiko, der er direktør for Lungeforeningen.

- Vi hører eksempler på folk, der er lungesyge, som må gå tidligt hjem fra selskaber, fordi de har problemer med at trække vejret på grund af for mange stearinlys, siger hun.

Lider du selv af en lungesygdom eller får besøg af nogle, der gør, kan du overveje at udskifte stearinlysene med elektriske led-lys. Kan du ikke undvære den ægte vare, har Ann Leistiko følgende råd:

- Undgå at stille lysene i træk. For når et stearinlys blafrer, soder det mere og udsender flere partikler. Du kan også klippe vægen ned. Jo højere vægen stikker op fra selve lyset, jo mere soder det.

Og ligesom Steffen Loft understreger Ann Leistiko, at udluftning er alfa og omega.

- Sørg for at lufte ud i minimum fem minutter, når lysene er blevet slukket, siger hun.

Det samme gælder, hvis du tænder op i brændeovnen eller kokkerer julemaden på et gaskomfur.

- Vi har international videnskab, der siger, at gaskomfur giver en overrisiko i forhold til at udvikle astma, fortæller Steffen Loft og fortsætter:

- Med brændeovne og pejse tyder befolkningsundersøgelser på, at dem, der bor i området med mange brændeovne, har en større risiko for at udvikle astma.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv