Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/12/2020 - 10:56

Coronajul med halvt så mange indbrud som sædvanligt

Borgere er ofte i tvivl om, hvordan de skal forholde sig, når de har haft indbrud, siger Rigspolitiet.

Af: /ritzau/

Det store fald i antallet af indbrud i denne jul i forhold til tidligere betyder ikke kun, at ofre spares for ærgrelser og ubehag.

Økonomisk har det også betydning for forsikringsselskaberne. Udgiften til erstatninger vil være mindst 12 millioner kroner lavere i år, kan det anslås på baggrund af tidligere oplysninger fra Forsikring & Pension.

Organisationen beregnede for nogle år siden, at et enkelt indbrud i familiehuse i snit udløser en erstatning på næsten 25.000 kroner.

Ifølge Rigspolitiets opgørelse er der fra 18. december og frem til mandag morgen anmeldt i alt 501 indbrud på landsplan, og det er halvt så mange som i de foregående tre år.

Det dramatiske fald skyldes sandsynligvis, at langt flere mennesker i forbindelse med sundhedskrisen er blevet hjemme i juledagene, hvilket har gjort det vanskeligere for indbrudstyve.

- På grund af corona har vi rejst mindre, gået mindre ud og arbejdet mere hjemme, sagde Henrik Sønderby fra Rigspolitiet forleden.

I mandagens tal fra Rigspolitiet kan man se anmeldelserne fordelt geografisk.

Fyn er mest plaget med 77 indbrud, og derefter følger Nordsjælland og Østjylland. På Bornholm har der været et enkelt indbrud. Tallet er 25 både i Syd- og Sønderjylland og på Sydsjælland og Lolland-Falster.

De borgere, der er udsat, er ofte i tvivl om, hvordan de skal forholde sig, lyder det fra Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Man skal kontakte politiet ved at ringe 114. Det er en god idé at have oplysninger om forsikringsselskab og policenummer klar.

Folk rådes til ikke at rydde op, før politiet har været forbi og har foretaget en såkaldt gerningsstedsundersøgelse. Det gælder om ikke at fjerne spor.

Desuden bør man gennemgå huset for at se, hvad der er blevet fjernet. Det er god idé at lave en liste.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek