Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/02/2024 - 09:39

Kronprins Christian løber uden mor og far til Royal Run

Kronprinsen tager i år en endnu større del i Royal Run, når han løber an i Brønderslev, skriver kongehuset.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kronprins Christian snører løbeskoene og løber uden mor og far til motionsløbet Royal Run, når han løber an i Brønderslev 2. pinsedag.

Det skriver kongehuset på det sociale medie Instagram.

Kong Frederik begynder den store løbsdag i Fredericia, hvorefter han tager til Aarhus og slutter i København.

Dronning Mary vil også deltage i en af de fem byer, som Royal Run i år besøger. Hun stiller til start i Kalundborg.

Det er første gang, kronprinsen deltager i motionsløbet med sin nye titel, som han overtog fra sin far i forbindelse med tronskiftet i januar.

Sidste år løb han som prins og ventede til sidste øjeblik med at annoncere sin deltagelse i løbet sammen med sine tre søskende, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent.

Her løb de fire søskende Royal Runs familiemil i København sammen.

Den daværende prins Christian og prinsesse Josephine var desuden blandt deltagerne, da fem-kilometer-løbet blev skudt i gang i samme by nogle timer senere.

Det første Royal Run blev afviklet i 2018 i anledning af kong Frederiks 50-års fødselsdag. Det er sjette gang, at kong Frederik er vært for motionsløbet, men første gang at han er vært som konge.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek