Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/02/2023 - 09:00

Christian Degn: Jeg har følt mig som mindre mand

Tv-vært Christian Degn lider af stærkt nedsat sædkvalitet, som i mange år har pint ham med følelsen af at være mindre mand. Han frygtede aldrig at blive far.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Journalist og tv-vært Christian Degn havde to drømme. Den ene var at blive journalist, og den anden var at blive far.

Men da den 43-årige tv-vært ikke rigtig kunne få sidstnævnte til at lykkes, fandt han ud af noget, som han sidenhen kun har fortalt til sine nærmeste.

Christian lider af stærkt nedsat sædkvalitet, som han fortæller om det nye tv-program "Degn vil være far".

Idéen til programmet udspringer fra Christians oplevelser i en af de mest ulykkelige perioder i hans liv.

- Jeg ville aldrig have lyst til at tale om det her tidligere. Jeg var bange for at blive valgt fra af kvinder, hvis de nu hørte om min sædkvalitet, fortæller Christian Degn.

Han gik med store bekymringer om, hvad der dog skulle blive af ham, hvis ingen ville have ham, og det at blive far aldrig ville lykkes.

- Jeg havde et billede i mit hoved af et familiestamtræ, hvor der stikker en vissen gren ud fra mit navn. Det sluttede bare der, siger Christian Degn.

- Det gjorde ondt. Jeg havde slet ikke lyst til at tænke tankerne til ende.

I programmet sætter Christian Degn fokus på følelsen af ikke at fungere som mand, og om, hvad han mener, er et tabu blandt mange danske mænd.

- For mig er der noget maskulinitetstab i det, for lige på det punkt har jeg nogle gange følt mig som mindre mand.

- For du skal jo bare kunne levere den ene, skide sædcelle, fortæller han.

Men ifølge Christian Degn handler det om meget mere end blot ham. Det handler om en hel generation, som har svært ved at få børn.

Og mens tv-værten har læst og hørt om mange modige kvinder, som har talt åbent om deres fertilitetsproblemer, så har han ikke hørt så meget fra mændene.

- Jeg ved jo, hvor meget det har fyldt i mit liv, fortæller Christian Degn.

- Og jeg kan også se det på andre, som har kæmpet med at få børn. Kvinder og mænd. Om hvordan det fylder dem med bekymring, sorg, søvnløse nætter, mislykkede drømme og knuste parforhold.

- Det er den mørke del af vores generations kærlighedshistorie. Det er den store skygge, mange slæber rundt med. Det er vigtigt at få snakket om, synes jeg.

Derfor besluttede den nu 43-årige tv-vært at sætte fokus på emnet i en tv-serie, der skulle tage udgangspunkt i ham selv.

Christian fik testet sin sædkvalitet første gang, da han og en daværende kæreste for flere år tilbage havde forsøgt at blive gravide i et stykke tid.

Der skete ikke rigtig noget, og både Christian og kæresten synes da også, at det var lidt mærkværdigt.

Men det barn skulle nu nok komme, blev de ved med at sige til hinanden.

- Så begyndte vi langsomt at tænkte på, om der var noget galt med en af os. Og det var der jo så også, fortæller han.

Christian var taget på Rigshospitalet, hvor han skulle have sin sæd testet.

Og lidt tid efter sad han på en bænk i park uden for hospitalet med svaret vidende om, at han var problemet.

- Jeg sad og gemte mig lidt for verdenen, helt ulykkelig, og havde lige ringet til min daværende kæreste.

- Jeg kan huske, at jeg havde rigtig svært ved at fortælle hende det. Jeg frygtede, at hun ville gå fra mig, og jeg frygtede, at jeg aldrig ville blive far.

I samme periode kunne Christian se sine venner blive gravide, mens sandsynligheden og forhåbningen om, at han selv blev far, langsomt skrumpede.

- Det hele forekom mig ret tåget. Det var så redefinerende for mit liv. Uden jeg helt forstod det.

Årene gik, og Christian var single. Og hvad der så startede som et tv-program, der skulle handle om nedsat sædkvalitet, og tvivlen om, hvorvidt han nogensinde skulle blive far, tog så en helt uventet drejning.

For under optagelserne mødte han sit livs kærlighed, 31-årige Trine Johst Vammen, og de fandt hurtigt ud af, at det var dem, der skulle være sammen.

Derfor vendte Christian tilbage til Rigshospitalet for at få sin sædkvalitet testet igen.

- Da vi sidder på Rigshospitalet både Trine og jeg, får vi at vide, at min sædkvalitet er blevet dårligere end før, fortæller Christian Degn.

Men nogle gange er livet simpelthen for pudsigt, griner han.

For mens parret sidder der og modtager dårlige nyheder, så er Trine gravid, uden de ved det.

- At historien tog en så sindssyg drejning, at Vagn (parrets søn, red.) blev til i første hug, uden hjælp, er helt vanvittigt.

- Altså det er mindre sandsynligt, end at vi havde vundet EM i '92, griner Christian Degn.

- Det burde simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Overlægen troede nærmest ikke på det, da han fik det at vide.

En dag ringede Trine til Christian en tidlig morgen og lød helt febrilsk i telefonen.

- Hun havde sagt, at hun ville tage en graviditetstest dagen før, så da hun ringer så tidligt, vidste jeg godt, hvad klokken var slået, fortæller han.

Christian Degn håber, at programmet og historien er med til at give håb for andre med samme problem, og at der bliver sat fokus på emnet både politisk og i samfundsdebatten.

Første episode i programmet sendes på TV 2 21. februar. Både første og anden episode kan streames på TV 2 Play allerede nu.

/ritzau/

Manchester, 11/07/2025 - 17:00

Oasis advarer fans om høje temperaturer forud for koncerter

Temilade Adelaja/Reuters

For første gang i 16 år spiller Oasis i hjembyen Manchester. Fans bør tage deres forholdsregler i varmen.

Fredag og lørdag spiller Oasis i hjembyen Manchester, og forud for koncerterne beder rockbandet koncertgængerne om at forberede sig på "ekstrem sol og varme".

Det fremgår af et opslag på bandets officielle profil på det sociale medie Instagram.

Blandt andet bliver koncertgæsterne bedt om at bruge solcreme, holde sig hydrerede og forblive i skygge, hvor det er muligt.

- Pas på jer selv, og pas på hinanden, lyder det i opslaget.

Ligesom andre steder i Europa er Storbritannien i øjeblikket ramt af høje temperaturer.

En vejrudsigt hos det britiske medie BBC viser, at der fredag eftermiddag er lige under 30 grader i Manchester. Jo længere, man kommer hen på aftenen, jo mere ser temperaturen ud til at falde.

Det er første gang i 16 år, at Oasis skal give koncert i hjembyen.

Oasis skal spille i Heaton Park og går efter planen på scenen klokken 20.15 lokal tid - klokken 21.15 dansk tid - fremgår det af et Instagram-opslag.

Lørdag ventes temperaturen at ramme 30 grader.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/07/2025 - 14:24

Maskeret rapper indtager Smukfest trods Roskildes eneret

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

D1mas eneste show i 2025 var på Orange Scene, proklamerede Roskilde Festival. Nu skal han spille på Smukfest.

Den maskerede popartist og rapper D1ma indtager Smukfests største scene, Bøgescenen, når musikfestivalen i Skanderborg afvikles i starten af august.

Det oplyser Smukfest i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Sørme om vi ikke har klemt endnu et stærkt navn ind på torsdagsplakaten! D1ma er klar til at indtage Bøgeskoven, lyder det.

Tidligere i juli optrådte kunstneren på Roskilde Festivals Orange Scene.

Roskilde Festival har proklameret, at det ville være kunstnerens eneste show i 2025.

- Det virker yderst passende, at D1ma efter en længere pause fra livescenen vender tilbage til Roskilde Festival med ny musik for at give årets eneste koncert, lød det på festivalens hjemmeside.

Det står ikke klart, hvorfor det ikke længere er gældende.

Musikeren, der er kendt for at optræde maskeret, står bag hits som "Drøm Mig Væk", "I Know" og "Moonlight". Han har for nylig udgivet en ny ep, "N1ya".

Efter hans optræden på Orange Scene kvitterede Politiken med fire ud af seks hjerter i en anmeldelse.

Kulturmediet Soundvenue gav koncerten fem ud af seks stjerner og skrev, at "D1ma går væsentligt længere end nærmest nogen anden i dansk popmusik, når det drejer sig om at lade smerten få plads".

Smukfest løber af stablen fra 3. til 10. august. D1ma kommer til at optræde på Bøgescenen torsdag 7. august.

Det er uvist, hvem der gemmer sig bag D1mas maske. Kunstneren har aldrig offentliggjort sit borgerlige navn.

Smukfest har allerede løbende annonceret navne som Shawn Mendes, Will Smith, 50 Cent, Anne Linnet, Tessa, Mø, August Høyen og dj'en Faustix.

Festivalen har omkring 60.000 daglige gæster. Det gør den til en af landets største festivaler.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan kan reglerne tolkes

* En mand klagede sidste efterår til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver, da han mente, der blev gjort forskel på køn i forhold til beklædningsregler for de ansatte.

* Manden sagde, at han havde fået at vide, at de mandlige ansatte skulle bære lange bukser og lukkede sko, mens de kvindelige ansatte også måtte bære kjoler og nederdele samt åbne sko.

* Nævnet afviste mandens klage.

* Begrundelsen lød, at ingen af kønnene ifølge sagens oplysninger måtte bære shorts.

* Nævnet lagde desuden vægt på, "at manden efter det oplyste ikke havde fået afslag på eller haft ønske om at klæde sig efter retningslinjerne for de kvindelige ansatte" - altså havde han været i sin gode ret til at bære kjole eller nederdel.

Kilde: Ligebehandlingsnævnet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Disse beklædningsgenstande deler vandene

Den faglige organisation Lederne har udført en undersøgelse, hvor omkring 1000 af deres medlemmer har svaret på spørgsmål om dresscode på arbejdspladsen.

Tallene angiver, hvor stor en andel af lederne, der ikke vil acceptere det følgende:

* Kort kjole/nederdel (over knæet) - 10 procent.

* Nedringet overdel eller skjorte - 21 procent.

* Joggingtøj - 39 procent.

* Kasket - 19 procent.

* Shorts - 16 procent.

* Sandaler/åbne sko - 9 procent.

* Klipklappere/badesandaler - 40 procent.

* Mavebluse - 41 procent.

* Tøj med politiske budskaber - 32 procent.

Kilde: Lederne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek