København, 13/02/2024 - 12:36
Politiet holder armene nede efter overenskomstaftale
Hvis man skal indhente lønefterslæbet fra inflation, bør rammen være større i overenskomst, mener politiet.
Af: /ritzau/
Indholdet af den statslige overenskomstaftale, der landede søndag aften, får ikke politiet til at kaste armene i vejret af ren begejstring.
Det fortæller Heino Kegel, der er formand for Politiforbundet, efter et hovedbestyrelsesmøde mandag aften.
Her diskuterede man aftalens forskellige delelementer.
- Vi havde håbet på en ramme på mere end de her 8,8 procent, men man må også konstatere, at lønudviklingen på det private arbejdsmarked formentlig ikke bliver så stor som ventet.
- Og vi ved, at staten og politiet ikke må være lønførende, siger han.
Heino Kegel understreger dog, at der er flere gode elementer i aftalen, og at man derfor også er i stand til at vende tommelfingeren delvist opad.
Som formand er han tilfreds med, at størstedelen af lønstigningen udmøntes allerede fra 1. april i år.
- Derudover er der i aftalen også kommet en ekstraordinær forhandling i slutningen af 2025, hvor man kan gøre regnestykket op, for at se om man er bagud i forhold til den private lønudvikling, lyder det.
- Og hvis man er det, bliver man reguleret. Så det er forholdsvis godt.
Søndag faldt overenskomsten for de 190.000 statsansatte på plads. De fik en stigning i lønrammen på 8,8 procent over to år.
Det var, hvad staten spillede ud med, mens de statsansattes forhandlere havde lanceret et krav om en tocifret lønstigning.
Sådan gik det ikke.
- Man må konstatere, at når rammen ikke er større, så indhenter man ikke det lønefterslæb, der har været fra den seneste overenskomstperiode på grund af galoperende inflation, siger Heino Kegel.
- Så skulle rammen have været meget større.
/ritzau/