Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/04/2022 - 10:57

Nethandel øgede Nets' omsætning sidste år

Nets har nydt godt af, at mange har handlet på nettet i 2021 i forbindelse med coronanedlukninger.

Af: /ritzau/

Selv om coronarestriktioner betød, at mange restauranter og butikker i perioder måtte lukke ned for driften, så er det alligevel lykkedes for betalingsselskabet Nets at øge sin omsætning.

Det viser regnskabet for 2021, som er offentliggjort torsdag.

Væksten skyldes ikke mindst, at onlinehandlen blomstrede og var stærkt medvirkende til, at Nets-divisionen Merchant Services øgede omsætningen med 23 procent.

Samlet set steg omsætningen fra 720 millioner euro til 800 millioner euro.

Driftsresultatet gik fra et minus på 15,7 millioner euro til et plus på 59,8 millioner euro.

Nets gik på fondsbørsen i Danmark i 2016, men blev afnoteret blot halvandet år senere, da selskabet blev købt af kapitalfonden Hellmann & Friedman.

Den fusionerede sidste år selskabet med italienske Nexi, efter at man i mellemtiden havde solgt den såkaldte konto-til-konto-division - der blandt andet omfattede Betalingsservice - til Mastercard.

Nets ledes af administrerende direktør Klaus Pedersen. Hans forgænger, Bo Nilsson, er blevet bestyrelsesformand.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek