Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/07/2022 - 10:55

Bagedyst-vinder: Derfor holdt jeg graviditeten hemmelig

Den 38-årige kageiværksætter Annemette Voss er gravid med sit fjerde barn, men en oplevelse under sidste graviditet fik hende til at vente med annonceringen.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: Af Pernille Fugl Asmussen, Ritzau Fokus

Midt i juni kunne bagedyst-vinder Annemette Voss annoncere, at hun venter sit fjerde barn - sit andet med ægtefællen Micky Fridthjof.

Men en oplevelse under kageiværksætterens tredje graviditet tilbage i 2015 har sat så dybe spor, at hun denne gang har ventet med at annoncere, at der var en baby mere på vej, indtil graviditeten ikke længere kunne skjules.

- Pludselig begyndte jeg en dag at bløde. Jeg aborterede tydeligvis og blev utrolig ked af det, skriver bagedronningen i et opslag på Instagram om episoden i 2015 og fortsætter.

- Lægen fik sendt mig afsted til sygehuset, hvor jeg blev tilset, og vi fik den meget overraskende besked, at der stadig var én tilbage.

Bagedyst-vinderen havde altså været gravid med tvillinger, men havde ufrivilligt aborteret et af fostrene.

- Det var en underlig følelse af sorg og glæde at være i samtidig. Vi holdt det helt for os selv og forsøgte lige at finde ro i det hele. Følelsesmæssigt var jeg et stort kaos, skriver hun.

Efterfølgende skete der dog noget, der vækkede en snigende angst i bagedyst-vinderen.

Bare 12 timer efter den ufrivillige abort blev Annemette Voss nemlig ringet op af en journalist, der havde fået nys om hendes situation. Den dag i dag har bageiværksætteren stadig ingen idé om, hvordan journalisten havde fået den viden.

- Jeg fik det forfærdeligt og efter lige at have gennemlevet flere års tillidsbrud fra vigtige folk i mit liv, blev dette cementerende for min manglende tro på mennesker. De efterfølgende år var hårdt præget af angst, skriver bagedyst-vinderen.

Heldigvis havde den anden tvilling i maven det fint, og i 2016 kommen sønnen Luca til verden.

Bagedronningen oplyser i sit Instagram-opslag også, at hun ved flere lejligheder har fået bekræftet, at det barn, der lige nu ligger og vokser i maven, har det godt.

Annemette Voss har også sønnerne Hugo-Sander og Ferdinand med sin eksmand, skuespiller og tidligere Vild med dans-deltager Thomas Voss.

Hun vandt "Den store bagedyst" i 2013 og "Den store julebagedyst" senere samme år.

Hun var uddannet arkitekt, da hun meldte sig til kagekonkurrencen, men har siden sin sejr dyrket kagerne som karriere med videoer på YouTube, bøger, udviklet opskrifter, blogget og delt ud af sit liv på Instagram.

Indtil 2019 var hun også vært på TV 2 Lorrys-nyhedsmagasin "Sådanmark", og så kan hun ses bage i køkkenet i tv-programmet "Go' Morgen Danmark".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek