Du kan sagtens skabe en velsmagende julemiddag uden andesteg og sprøde svær på menuen. Opskriften på succes er at sørge for masser af den dybe, runde og fyldige femte grundsmag - umami.
Sådan lyder det fra Camilla Skov, der er kogebogsforfatter og driver bloggen Vegetarisk Hverdag. Hun peger især på sovsen som et afgørende element.
- I min sovs bruger jeg tørrede svampe til at give umami. Det er rigtig godt, og så salter jeg med alt andet end salt. Soja, fiskesovs, miso, grøntsagsfond, måske en lille smule hvidløgspulver, det giver også umami. Det hele handler om balance og at gå forsigtigt frem, siger hun.
De tørrede svampe skal først blødes op i vand. Imens svitser du løg og hvidløg i olie i en gryde. Tilsæt dernæst fond og fløde, hak de udblødte svampe fint, og hæld dem i gryden.
Lad nu sovsen simre, og smag til med alt fra soja og rørsukker til dijonsennep.
- I min familie er det et af højdepunkterne til jul, at vi står og smager sovsen til. Det er simpelthen bare det bedste lille øjeblik på dagen. Så min opfordring vil være at gøre det til noget hyggeligt, I gør i fællesskab, lyder det fra Camilla Skov.
Til sidst kan svampene sies fra, så blot smagen bliver tilbage.
- Den smager jo selvfølgelig ikke af andesovs, men jeg synes, at den smager mindst lige så godt, siger hun.
Ud over sovsen er det ligeledes vigtigt at kreere en lækker form for køderstatning.
- Det kommer vi ikke rigtig udenom i et måltid, som traditionelt er koblet op på kød, og de mange følelser og minder, der er forbundet med det, understreger Camilla Skov.
Hun foreslår at hente inspiration fra Sverige og lave nogle vegetariske kødboller, der består af en fars, der kan laves af nødder, svampe, solsikkekerner og ost. Farsen rulles til boller, der først koges og siden steges, så de får en sprød skorpe.
- Det er igen en øvelse i at få arbejdet med tekstur og smag, så man opnår noget, der får samme rolle, som kødet ellers ville have haft, fortæller Camilla Skov og fortsætter:
- Du får umami og bitterhed fra nødderne og noget saftighed fra osten, mens solsikkekernerne giver noget knas at tygge på.
Herfra giver resten af måltidet sig selv, mener hun, med brunede kartofler og en saftig rødkål.
- I min familie har vi også altid lavet vaniljekogte æbler med ribsgelé, så de er en helt essentiel del af min jul, siger Camilla Skov.
/ritzau fokus/