Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/04/2024 - 10:00

Forår betyder fladfisk på menuen

I de danske farvande fanges der mange fantastiske spisefisk. Her er dem, du skal holde øje med netop nu.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Der er andre fisk i havet end tun, torsk og laks. Og når forårsvejret rigtig sætter ind, står menuen i fladfiskens tegn.

Du kan eksempelvis kaste dig over slethvar, pighvar eller skærising, fortæller Søren Birch, der er køkkenchef på restauranten Alimentum i Aalborg.

- Jeg er vild med fladfisk. Og de her fisk er også af en vis størrelse, så der er kød på fileterne, siger han.

Selv kommer han til at servere slethvarren eller pighvarren for sine middagsgæster i privaten dette forår.

- En helbagt pighvar eller slethvar er superlækkert, lyder det fra Søren Birch, der anbefaler, at du bruger godt med smør og krydderurter, når du tilbereder fisken.

Rids fisken ned langs ryggen, put smør og krydderurter ovenpå, og smid den så ind i ovnen. Servér med nye danske kartofler vendt i smør og persille.

Ifølge køkkenchefen kan du tjekke, om fisken er færdig, ved at tage en almindelig smørkniv og vippe fileten af. Slipper den benene, har den fået nok.

- Drik et koldt glas hvidvin til, og så spiller det bare, siger Søren Birch.

Du kan også tage fladfisken med ud på grillen, når vejret tillader det - hvis du da ikke er typen, der også griller i regnvejr.

Grillrøgen giver nemlig fisken noget helt andet end en traditionel ovn, siger kok Mads Dalsborg, der ejer restauranten Bjørnekælderen på Frederiksberg.

- Fisken bliver varm på en anden måde, og røgen giver en noget anden smag, siger kokken, der også tilslutter sig anbefalingen om, at du serverer fladfisk som skærising og pighvar for dine forårsgæster.

Lav nogle snit i fisken, og giv den citronskal, krydderier og smør. Smid hele fisken på grillen. Ligesom i ovnen har fisken fået nok, når du kan løfte fileten langs rygraden med en kniv.

Ifølge Mads Dalsborg kan du også spørge din lokale fiskemand efter helleflynder, som også en god fladfisk at spise lige nu.

I den mere billige ende kan du kaste dig over skrubben, foreslår Jens Peter Moestrup Hansen, der er kok og fiskehandler hos Hav i Torvehallerne i København.

- Hvis du skal lave et nemt familiemåltid til mange, så er skrubben helt perfekt, siger han og peger ligeledes på slethvarren som endnu et godt alternativ, siger han og fortsætter:

- I retten ville jeg også bruge en masse forårsgrøntsager som asparges, ærter og gulerødder og lave en frikassé.

Vend fisken i mel, og steg den i smør i cirka fire minutter på hver side. Servér sammen med frikasséen.

- Vil du have retten helt op at ringe, så tilsæt lidt peberrod. Så har du en ret, man bare skal spise her til foråret, siger Jens Peter Moestrup Hansen.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek