Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 03/01/2024 - 10:54

Verdens største diamantmineselskab er nu på EU's sanktionsliste

Efter man blev enige om den 12. sanktionspakke i december, er mineselskabet Alrosa føjet til sanktionslisten.

Af: /ritzau/

Verdens største diamantmineselskab, russiske PJSC Alrosa, og dets topchef er onsdag kommet på EU's sanktionsliste.

Det skriver Det Europæiske Råd i en pressemeddelelse.

Selskabet er ejet af den russiske stat og står for over 90 procent af Ruslands diamantproduktion.

Alrosa anses af EU sammen med topchefen, Pavel Aleksejevitj Marinytjev, for at være med til at underminere og true Ukraines territorielle integritet og uafhængighed samt at være en stor bidrager til den russiske stats indtjening.

Sanktioneringen kommer, efter at EU i december blev enige om sin 12. sanktionspakke mod Rusland, hvor der blev nedlagt forbud mod diamantimport både direkte og indirekte fra Rusland.

Næsten 1950 individer, virksomheder og organisationer er på EU's sanktionsliste, som bestemmer, hvem der får indefrosset værdier i Europa.

Det er dermed forbudt for EU-borgere og selskaber at frigive midler til dem på sanktionslisten.

For individer gælder der også rejseforbud, der forhindre dem i at rejse ind i EU eller gennem EU-territorier.

Rusland er verdens største producent af uslebne diamanter. I 2021 havde det statsejede diamantmineselskab en omsætning på omkring 24 milliarder kroner.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek