Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/11/2023 - 12:23

Torsten Schack tager over som Venstres politiske ordfører

Morten Dahlin (V) er gået på barselsorlov, og derfor har Venstre tirsdag udpeget Schack Pedersen som vikar.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det bliver Torsten Schack Pedersen, som passer posten som politisk ordfører i Venstre, mens Morten Dahlin er på barsel.

Det meddeler partiet tirsdag i en sms.

Torsten Schack Pedersen, som har siddet i Folketinget for Venstre siden 2005, ser frem til opgaven, skriver han på X:

- Mens Morten Dahlin passer baby, så passer jeg rollen som politisk ordfører. Det glæder jeg mig meget til! Tak for tilliden.

Han er i øjeblikket både finans-, økonomi- og fiskeriordfører.

Om han beholder disse ordførerskaber, mens han passer den helt centrale post som politisk ordfører, er endnu uvist.

Torsten Schack Pedersen har i denne regeringsperiode blandt andet markeret sig i skattedebatten, hvor han flere gange har slået fast, at den toptopskat, som regeringen vil have, ikke er "groet i Venstres have".

I februar tog han over fra Folketingets formand, Søren Gade (V), som kommitteret for Hjemmeværnet - en politisk udpeget post.

Her udgør han sammen med chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, ledelsen af Hjemmeværnet.

Schack overtager posten som politisk ordfører i Venstre for første gang. Muligheden er opstået, efter at Morten Dahlin blev far til en datter i marts i år.

Dahlin har tidligere oplyst til TV 2 Kosmopol, at det bliver førstesuppleant i Sjællands Storkreds Ken Kristensen, der overtager pladsen i Folketinget, mens han er på barsel.

Morten Dahlin har været politisk ordfører siden december 2022, efter at partiet gik i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne.

Dengang afløste han Sophie Løhde, som blev indenrigs- og sundhedsminister.

- Jeg kommer til at gribe opgaven an på min egen måde. Det har jeg fået mandat til. Ud over at skulle forsvare Venstres politik kommer jeg til at bruge rollen til at udvikle Venstres idépolitiske grundlag, sagde Dahlin, da han blev udnævnt.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ventes at præsentere en omrokering i regeringen inden længe.

I hvert fald har Venstres nyvalgte formand, Troels Lund Poulsen, sagt, at han ikke kan passe posterne som partiformand, forsvarsminister og økonomiminister på samme tid.

Venstres næstformand, Stephanie Lose, har i oktober meddelt, at det er partiets plan, at hun træder ind i regeringen igen, efter at hun tidligere på året var fungerende økonomiminister under tidligere formand Jakob Ellemann-Jensens fravær.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek