Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kairo, 18/01/2021 - 10:40

Landstræner regner stadig med coronapositiv fløjspiller

Magnus Bramming kommer mandag til Egypten, men det er stadig planen, at Emil Jakobsen skal spille ved VM.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Selv om Magnus Bramming er kaldt til Egypten, håber landstræner Nikolaj Jacobsen fortsat på at kunne bruge Emil Jakobsen på sin venstre fløj ved VM i Egypten.

Bramming er primært tænkt som gardering i truppen, hvis det heller ikke i de kommende dage lykkes den coronapositive GOG'er at levere et negativt testresultat.

Samtidig kæmper landsholdets førstevalg på positionen, Magnus Landin, fortsat for at komme helt op i gear, efter at også han var ramt af coronavirus i december.

- Der kommer til at gå lidt tid, inden vi får Emil ind. Nu skal vi have svar på den test, han tog søndag. Og hvis den er negativ, skal han have en mere, før han kan komme ind i truppen.

- Det er for at være på den sikre side, fordi Magnus Landin har været igennem et længere forløb og kan ikke holde til at spille fuld tid i alle kampe, siger Nikolaj Jacobsen.

Emil Jakobsen har siden i fredags befundet sig i isolation på et andet hotel end resten af holdet.

Han har selvsagt ikke mulighed for at træne med bold og skal egentlig blot forsøge at få tiden til at gå, inden han eventuelt kan slutte sig til holdkammeraterne igen.

- Han er selvfølgelig ikke i godt humør. Det er klart. Jeg prøver at skrive til ham hver dag, og høre hvordan han har det. Jeg tror, han er glad for, at han har taget sin Playstation med herned, siger Nikolaj Jacobsen.

Han slår fast, at han er villig til at vente på stortalentet "så lang tid som muligt".

- Han kan jo ikke rejse hjem alligevel. Men hvis han sidder derovre i 14 dage og ikke har nogen bold i hånden, kan det godt være, at det bliver lidt vanskeligere, siger Nikolaj Jacobsen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek