Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 07/11/2023 - 07:57

Norske lektorer vil have regler for studerendes mobilbrug

Mobiltelefoner forstyrrer undervisningen så meget, at syv ud af ti lektorer i Norge vil have nationale regler.

Sebastian Gollnow/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Norske studerendes brug af mobiltelefoner i undervisningen forstyrrer så meget, at syv ud af ti lektorer nu efterspørger, at der indføres nationale regler på området i Norge.

Det viser en undersøgelse, som er foretaget af fagforeningen Norsk Lektorlag, der repræsenterer lektorer i Norge, ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Fagforeningens leder, Helle Christin Nyhuus, siger, at omkring 70 procent af de adspurgte lektorer efterlyser nationale regler på området.

Omkring 75 procent mener, at studerendes mobilbrug forstyrrer undervisningen.

- Det er enormt bekymrende, at hele 75 procent svarer, at elevernes mobilbrug forstyrrer undervisningen. Det er en erkendelse af, at der må stærkere midler til, siger Nyhuus.

Norges undervisningsminister, Kari Nessa Nordtun, har givet landets undervisningsstyrelse til opgave at udvikle en række nationale anbefalinger, som kan komme mobilbruget i timerne til livs.

De kan komme allerede til vinter.

Det overdrevne mobilbrug i undervisningen har også været et tema i Danmark, hvor debatten dog har drejet sig mere om undervisningen i folkeskolen.

I februar skrev Henrik Nevers, formand for sammenslutningen Danske Gymnasier, og Rasmus Lund-Nielsen, folketingsmedlem for Moderaterne, i et debatindlæg i Politiken, at det bør overvejes, om debatten bør udvides til gymnasierne.

- Der ligger en distraktion i den evige internetadgang. Mange er overbevist om, at de kan multitaske, men videnskabelige undersøgelser har gang på gang bevist, at mennesket kun kan udføre én kognitiv opgave ad gangen, lød det i debatindlægget.

- Når de (studerende, red.) starter i 1.g, har de ikke - eller kun meget sjældent - den fornødne selvkontrol til at sætte grænser for eget skærmforbrug. Den kompetence skal de tilegne sig, og erfaringen viser, at det kan være svært - også for voksne.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek