Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/10/2023 - 07:00

Kast jer over disse gratis kulturoplevelser i efterårsferien

Der er rig mulighed for at være kulturel i efterårsferien, uanset om I ønsker at blive klogere på vikingerne eller dansk modehistorie.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

"Hvad skal vi lave?".

Det er nok et spørgsmål, som du og resten af familien har forsøgt at finde svar på, i takt med at efterårsferien kommer tættere og tættere på.

Der er god mulighed for at udforske diverse kulturoplevelser, og I kan faktisk besøge en hel række, uden at I behøver at hive penge op af lommen.

Det fortæller Jørgen Hansen, der er forfatter til en række oplevelsesbøger, herunder "Gratis oplevelser i Danmark".

1) Lær om vikingerne.

Er I historieinteresserede, kan I besøge museet Kongernes Jelling i Sydjylland, hvor I kan blive klogere på Danmarks royale historie, og hvordan vikingerne levede.

- Jeg tror, at det vil være interessant for mange familier at lære mere om vores kongerække, og så er vikingerne jo altid spændende. Altså hvad var de for nogle? Var de vilde krigere eller relativt fredelige handelsfolk?, siger Jørgen Hansen.

Når I alligevel er i Jelling, kan I også lægge vejen forbi Jellingstenene - de to berømte runesten, der symboliserer den danske overgang fra den hedenske vikingetid til kristendommen.

2) Gå på skattejagt efter kunsttårne.

På den sydlige ø Langeland kan I se det, der bliver kaldt landets længste kunstudstilling i form af kunsttårne, der ligger spredt ud over øen.

- Man har bevaret 12 transformatortårne, som man byggede, da vi fik elektricitet.

- Forskellige kunstnere har udsmykket tårnene indvendigt, og man kan gå på skattejagt og forsøge at finde nogle af de forskellige tårne, og hvad de gemmer på, siger Jørgen Hansen.

Samtidig med at man tager turen fra det ene tårn til det andet, får man også oplevet den langelandske natur på nært hold.

3) Dyk ned i et stykke modehistorie.

Hvis I er i København, og der er modeinteresserede i familien, kan I slå et smut forbi Magasin du Nord Museum.

- Man kan stifte bekendtskab med, hvad vi har købt af tøj og andre ting og sager, som Magasin du Nord solgte, siger Jørgen Hansen.

Museet åbnede for ti år siden, og samlingen består blandt andet af kjoler, porcelæn og malerier.

4) Se Danmarks største sten.

Måske vidste du det ikke. Men på Fyn ligger landets største sten.

Damestenen, som den hedder, befinder sig mellem Svendborg og Nyborg og vejer omkring 1000 ton, forklarer Jørgen Hansen.

- Man kan kravle op på stenen og prøve at se, hvem der klatrer bedst og først når toppen, foreslår han.

/ritzau fokus/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek