Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sønderborg, 25/08/2021 - 10:57

Kurt Beier-chefer frifindes for at udnytte udenlandske chauffører

Karsten Beier idømmes bøde for ulovlig chaufførlejr, men frifindes - ligesom tre andre chefer - for åger.

Af: /ritzau/

Direktør Karsten Beier fra vognmandsselskabet Kurt Beier Transport A/S er onsdag blevet frifundet for anklagen om grov udnyttelse af udenlandske chauffører.

Dommen er afsagt ved Retten i Sønderborg.

Han idømmes dog en bøde på 25.000 kroner for at have haft viden om, at en chaufførlejr i Padborg var ulovligt opført.

Det koster også selskabet en bøde på 100.000 kroner.

Tre andre ledende medarbejdere var tiltalt i sagen. De frifindes for alle anklager.

De fire ledende medarbejdere var tiltalt for grov udnyttelse af 30 filippinske og srilankanske chauffører og for at huse dem under trange og kummerlige forhold i lejren i Padborg.

Fagbladet 3F kunne i oktober 2018 vise billeder fra lejren af chauffører, der boede i containerlignende bygninger, hvor rengøringen var yderst sparsom.

Det førte til, at politiet indledte efterforskning i sagen, og virksomheden blev i første omgang sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf om menneskehandel.

Den del af anklagen blev dog senere droppet. I stedet blev der rejst tiltale for åger - det vil sige grov udnyttelse - samt for brud på udlændingeloven og bygningsreglementet.

Kravet fra anklager Mads Bjerg Olesen var, at de fire chefer skulle idømmes mindst tre års fængsel, ligesom virksomheden ifølge anklageren stod til en bøde på 5,5 millioner kroner.

Forsvarsadvokat Anders Nemeth har repræsenteret virksomheden og direktør Karsten Beier i sagen.

Han mener, at retten har slået fast, at chaufførerne ikke blev underbetalt, men faktisk fik en løn svarende til, hvad de skulle have ifølge kontrakten med Kurt Beiers polske datterselskab.

- Den helt reelle problemstilling går på ringe lønforhold for chauffører, der kører international transport, siger Anders Nemeth.

Men det er en sag, der skal føres på europæisk niveau, ikke ved en dansk domstol, mener han.

Karsten Beier og vognmandsvirksomheden fik en bøde for at have taget chaufførlejren i brug uden de fornødne tilladelser.

- Jeg ønsker ikke at bagatellisere en bøde på samlet set 125.000 kroner. Jeg kan bare konstatere, at virksomheden tilbød at betale bøden, inden processen gik i gang, siger Anders Nemeth.

Dommen modtages og vil ikke blive anket fra Karsten Beiers side.

Nu skal anklagemyndigheden i samråd med statsadvokaten vurdere, om man ønsker sagen prøvet i landsretten.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek