Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/06/2023 - 09:09

TV 2 henter ny korrespondent til Kina

Sinologen Casper Wichmann afløser Christina Boutrup og skal fra 1. juli dække Kina og resten af Asien for TV 2.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

TV 2 har hentet en erfaren Kina-kender til at dække det enorme land og resten af Asien.

Sinologen Casper Wichmann bliver kanalens nye korrespondent i Kina og resten af Asien.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

- Ikke alene er han fagligt begavet, han er også en stærk formidler, hvilket vil komme vores seere og brugere til gode i forståelsen af Kina og resten af Asien, siger TV 2's udlandschef, Jakob Vissing, i pressemeddelelsen.

Casper Wichmann overtager posten fra Christina Boutrup, som efter to år i Shanghai og Singapore flytter tilbage til Danmark med sin familie og vender tilbage til jobbet som selvstændig.

Casper Wichmann har tidligere boet i Kina ad flere omgange og taler mandarin, som er det officielle sprog i Kina.

- Kina er stadig et land med mange modsætninger og et land, der er presset af USA og Europa, og som føler sig misforstået af Vesten. Derfor er det også et mere mistroisk Kina, siger Casper Wichmann blandt andet i pressemeddelelsen.

- Det bliver en meget spændende opgave at forklare danskerne, hvordan Kina opfatter virkeligheden, hvorfor Kina gør, som det gør, og hvad den enkelte kineser tænker om landets aftryk på verden.

Casper Wichmann har fungeret som daglig leder ved tænketanken ThinkChina, som har stået for formidlingen af den seneste Kina-forskning ved Københavns Universitet.

Derudover er Casper Wichmann også medstifter af Synolytica, som formidler Kina og Kina-relaterede emner.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek