Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aalborg, 18/12/2024 - 10:46

Byret afviser tiltaltes forklaring og dømmer for drab på shelterplads

I august sidste år blev en 58-årig mand fundet dræbt i Nordjylland. Onsdag er en mand kendt skyldig i drab.

Af: /ritzau/

En 45-årig mand er skyldig i at have dræbt en 58-årig mand på en shelterplads i Nordjylland sidste år.

Det skriver Nordjyske.

Et enigt nævningeting ved Retten i Aalborg har onsdag tilsidesat forklaringen fra den drabstiltalte. Byretten lægger i stedet vægt på sagens mange vidneforklaringer, skriver avisen.

Den dræbte blev fundet af en tilfældig forbipasserende ved shelterpladsen syd for Vadum 5. august 2023.

På stedet var den 58-årige mand blevet dræbt af flere knivstik, og efterfølgende var der sat ild til liget. Senere samme dag, som fundet blev gjort, blev den 45-årige mand anholdt.

Ifølge Nordjyske afviste han i første omgang at kende den tiltalte.

Under retssagen har den tiltalte forklaret, at han faktisk tilbragte et par dage med den 58-årige mand på shelterpladsen, men at manden forlod pladsen med tre ukendte mænd.

Men den forklaring tror retten altså ikke på.

Retten i Aalborg ventes senere onsdag at udmåle straffen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek