Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/09/2021 - 10:53

Løkke går efter at få de afgørende mandater

Lars Løkke Rasmussens Moderaterne kommer først med et partiprogram efter kommunalvalget i november.

Af: /ritzau/

Intet partiprogram. Ingen kandidater. Bortset fra partistifteren selv.

Det er faktum for tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, som onsdag rundede de nødvendige 20.182 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

- Jeg er først og fremmest taknemmelig for, at så mange danskere vil give det her politiske projekt en chance, siger Løkke om det, han kalder en milepæl for sit nye politiske projekt.

Et parti er Moderaterne ikke helt endnu, erkender han. Det bliver det først efter kommunalvalget i november.

Først der vil Løkke fremlægge Moderaternes partiprogram. Og kandidatliste. Om det bliver før nytår eller først efter, vil han ikke svare på.

- Vi er ikke et parti. Det er vi heller ikke blevet i dag. Nu har vi passeret en vigtig milepæl. Men når vi laver et parti, og det gør vi efter kommunevalget, så er vi opstillingsberettiget, siger Løkke.

1. januar i år meddelte Løkke, at han forlod Venstre efter 40 års medlemskab. Kort efter dannede Løkke et politisk netværk, som siden hen er blevet til Moderaterne.

Ved 2019-valget fik Løkke som daværende statsminister og V-formand over 40.000 personlige stemmer.

Løkke vil ikke sige så meget om sine forventninger til sig selv eller Moderaterne i forbindelse med et valg. Men han har et drømmescenarie.

- Jeg skal ikke udtrykke forventninger. Vi har en klar ambition om at komme i Folketinget. Ultimativt på en måde, hvor en regeringsdannelse ikke kan finde sted uden om os, uden at vi har en afgørende stemme.

- Ønskesituationen er, at det, vi kan definere som blåt, ikke har flertal uden at kigge til os, og at der heller ikke er et flertal den anden vej rundt, siger Løkke.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek