Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 12/03/2021 - 10:55

Netflix går til angreb på deling af passwords

Netflix afprøver en teknologi, der skal sikre, at brugere på streamingtjenesten bor i samme husstand.

Dado Ruvic/Reuters

Af: /ritzau/

Streamingtjenesten Netflix er i gang med at teste en teknologi, hvor man kan sikre sig, at folk ikke deler passwords til selskabets tjenester.

Den nye teknologi skal kunne bekræfte, at seerne har den samme adresse, siger en talsmand for Netflix til BBC.

Flere brugere har fortalt, at de har fået en besked op på deres skærm.

- Hvis du ikke lever sammen med ejeren af denne konto, så behøver du din egen konto for fortsat at kunne se med, lyder den.

Men der er endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt man vil bruge den slags beskeder på hele Netflix' netværk.

Netflix er fortsat verdens største streamingtjeneste. Og det er den mest populære i Danmark.

Talsmanden for Netflix siger til nyhedsbureauet Reuters, at testen "er designet til at sikre, om folk, der bruger netflixkonti, har lov til det".

Der står allerede i Netflix' betingelser, når man erhverver sig en konto, at brugerne skal bo i det samme hjem.

Det samme gælder for andre populære tjenester som HBO, Amazon Prime og Disney+.

Men at det kan være svært at håndhæve, mente en af Netflix stiftere, Greg Peters, allerede i 2016.

- Deling af passwords er noget, man må lære at leve med, for der foregår så meget legitim deling af passwords. Såsom deling med din ægtefælles, med dine børn, så der er ikke nogen gylden linje, og vi klarer os fint med det, som det er, sagde han dengang.

Netflix fik i 2020 37 millioner nye abonnenter. Tjenesten har nu over 200 millioner abonnenter verden over.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek