Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Pandrup, 10/04/2022 - 10:32

Pressede Jammerbugt spiller søndag: En special situation

Der er stadig ikke klarhed over, om alle spillere i Jammerbugt FC har fået løn som lovet.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kampen mellem Jammerbugt FC og Esbjerg fB i 1. division skal som planlagt spilles klokken 14 søndag, selv om der endnu ikke er fuld klarhed over den nordjyske fodboldklubs økonomiske situation.

Det siger spillende assistenttræner Sead Gavranovic, som ikke er klar over, om de sidste spillere i truppen har fået den løn, der senest skulle udbetales lørdag.

- Jeg har ikke så meget information om det. Hvis de ikke fik løn i går, var de i deres ret til ophæve kontrakten her til morgen. Det er det, jeg ved.

- Om der er nogen, der har gjort brug af den mulighed eller har tænkt sig at gøre det, ved jeg faktisk ikke. Det bliver vi nok klogere på i dag. Men hvis nogen har tænkt sig at gøre brug af det, bliver det ikke før efter kampen. Det håber jeg ikke i hvert fald, siger han søndag formiddag.

Tidligere på ugen kom det frem, at adskillige spillere manglede at få løn for den forgangne måned, ligesom lokale erhvervsdrivende mente, at de havde penge til gode.

Klubejer Klaus-Dieter Müller lovede spillerne, at lønnen var på vej, og Spillerforeningen sendte et påkrav om udbetaling senest lørdag.

Men heller ikke Spillerforeningen kan søndag oplyse noget nyt om status i klubben.

Det vides ikke, hvad der sker med Jammerbugt FC, men Gavranovic krydser fingre for, at klubben klarer skærene.

- Vi håber selvfølgelig ikke, at klubben går konkurs, men at han (klubejeren, red.) finder de penge, han skal, så vi kan køre videre og fokusere på fodbold. Men lige nu er det meget uvist, forklarer han.

De interne kommunikationskanaler spillerne imellem er ikke blevet brugt til at drøfte økonomien, påpeger han. Fokus er på søndagens kamp, selv om han erkender, at det er en udfordring.

- Det skal vi jo holde fokus på, for hvis vi ikke spiller en god kamp, og klubben alligevel redder sig, ville det også være træls at have smidt det hele på gulvet.

- Det er selvfølgelig meget specielt. Det har været en noget anden optakt, end det plejer at være i forhold til mængden af træning, og hvad fokus har været. Der har været medier og kamerahold ude.

- Det har været en anderledes optakt, men vi prøver at få det bedste ud af det, siger han.

Søndagens opgør mod vestjyderne kan blive afgørende for Jammerbugts skæbne i landets næstbedste række.

Før opgøret ligger Jammerbugt sidst i ligaen med 16 point. Der er fem point op til Esbjerg på den rigtige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/

København, 23/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Flora Augusta

* Det var tilfældigt, at Flora Augusta fandt ud af, at hun kunne lide at lave teater.

* Hun begyndte karrieren i et program på DR's Ramasjang, og har siden været med i flere film, heriblandt "Du som er i himlen" og "Smagen af sult".

* Hun er 15 år og går i 10. klasse.

Kilde: imdb.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/12/2025 - 08:00

Julekalenderstjerne: Jeg kan se mig selv i Tala

Flora Augusta, der spiller ulveskifteren Tala i "Valdes jul - vintermiraklet", har brugt erfaringer fra sit eget liv til at give liv til den magiske karakter.

Børn og barnlige sjæle kender det unge skuespiltalent Flora Augusta som ulveskifteren Tala i årets TV 2-julekalender "Valdes Jul - vintermiraklet".

Det har for skuespilleren været rart at genbesøge det populære børneunivers, som begyndte med "Valdes Jul - skovens vogter" i 2023.

- Jeg synes, det er skønt. Det er jo snart to år, siden den første julekalender kom. Det har været dejligt at se hele castet igen, fortæller Flora Augusta, der er 15 år og til dagligt går i 10. klasse.

Hendes karakter Tala er ulveskifter, et magisk væsen, som nogen mener, ikke hører til i menneskenes verden. Det skaber tvivl om, hvad Talas sted i verden er.

Flora Augusta kan trække på oplevelser fra det virkelige liv, når hun skal spille den rodløse karakter.

- Jeg tror, alle har haft følelsen af at tvivle på sig selv, og hvor man hører til. Det er nogle ting fra mit eget liv, som jeg kan bruge i Tala-karakteren, fortæller skuespilleren.

Når hun selv har brug for støtte og råd, går hun til venner og familie, tilføjer hun.

Flora Augusta kan genkende noget af sig selv i den magiske ulveskifter.

- Vi kan begge være eftertænksomme og føle meget. Det kan jeg godt spejle mig i. Vi kan begge godt lide at hjælpe dem omkring os, forstå og lytte til andre.

Talas venskab med Valde er et af julekalenderens helt store omdrejningspunkter. Personligt er venskaber også vigtige for Flora Augusta.

- Det betyder meget at have nogen, man kan tale, sparre og have det sjovt med. Det er vigtigt at have nogen, hvor man kan være sig selv og ikke føle, at man skal være en anden, siger hun.

Ud over den populære julekalender har Flora Augusta tidligere spillet med i det prisvindende drama "Du som er i himlen" med Lisbet Dahl og Kirsten Olesen.

Hun har også medvirket i filmen "Smagen af sult", som havde den danske verdensstjerne Nikolaj Coster-Waldau i en af hovedrollerne.

"Valdes jul - vintermiraklet" kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/12/2025 - 10:00

FAKTA: Fem grunde til at træne sammen

1. I får kvalitetstid sammen: Partnertræning bringer både fysisk kontakt, nærvær og kvalitetstid ind i parforholdet. Tid sammen er ofte det første, der ryger, når job, husholdning og børn fylder. Fællestræning giver nogle tiltrængte afbræk, hvor det kun handler om jer.

2. Det forpligter: Det er altid mere forpligtende at træne med andre. Hvis det er din partner, der venter med løbeskoene på, bliver aftalen mere bindende. Og det er svært at komme med dårlige undskyldninger til den, der kender dig bedst - især hvis I bor sammen.

3. I yder mere: Vi vil gerne gøre os umage og vise os fra den bedste side, når vi træner med den, vi holder af. Det giver incitament til at give den en ekstra skalle.

4. I styrker parforholdet: Det er ikke kun præstationerne, der bliver bedre. Når I træner sammen, ser I nye sider af hinanden, støtter hinanden og gør en ekstra indsats for, at oplevelsen bliver god for jer begge.

5. Det bliver sjovere: Træning er ofte mere motiverende og sjovt, når det foregår sammen med partneren. I kan udfordre hinanden, samarbejde om øvelser og motivere hinanden til at blive ved.

Kilde: iform.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/12/2025 - 10:00

Tag din partner med på rejsen når du vil lægge dit liv om

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Pønser du på at ændre din daglige rutine i nytårsforsættets navn, må du ikke glemme at pleje forholdet - eller give slip på dine forpligtelser.

Bor du med en partner, er hverdagen spundet tæt sammen. Derfor vil en stor ændring i rutiner næsten altid have indflydelse på din bedre halvdel.

Det forklarer Lea Tangelev Greve, der er psykolog og postdoc i parforhold og forældreskab i Enhed for Par- og Familieforskning på Aarhus Universitet.

- Hvis du begynder at bruge flere aftener på træning eller ønsker at ændre spisevaner, så kræver det noget tilvænning, fordi det er en afvigelse fra den normale daglige rutine.

- Det er forståeligt, at det kan skabe utilfredshed hos dig, hvis du har indtryk af, at din partner står i vejen for de mål, du har sat. Men husk på, at din partner kan have det på samme måde, hvis du begynder at ændre på en rutine, der fungerer, siger hun.

Derfor er det ifølge Lea Tangelev Greve afgørende, at du ikke søsætter et soloprojekt uden først at vende det med din partner.

- I behøver ikke begge have et ønske om at ændre livsstil, men sandsynligheden for, at det ikke går ud over parforholdet, er meget større, hvis I får talt ud om, hvorfor og hvordan du vil ændre din rutine, siger hun.

Det er vigtigt at få taget de svære samtaler i opløbet, så de ikke hober sig op og ender med at skulle tages i affekt - for eksempel når du sidder og snører løbeskoene eller midt i ulvetimen med børnene.

- Det kan blive en udfordring, hvis du udskyder at tale om tingene af frygt for en konflikt. Sørg for at få talt ud om tingene, når I begge har tid og overskud.

- På den måde bliver det nemmere at finde kompromiser, der gør, at hverdagen hænger sammen for jer begge, siger hun.

Og tilføjer I børn til ligningen, bliver det kun endnu vigtigere.

- Børn gør hverdagen mere kompleks. Vil du bruge mere tid på motion, kan det gå ud over tiden med din partner og børnene. Derfor er det ekstra vigtigt at strukturere dagen, så der bliver plads til det hele, siger Lea Tangelev Greve.

Det handler ikke kun om at være klar i mælet, når du er startet med træningen.

Ifølge Thomas Bredahl, som er lektor og studieleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, viser adfærdsforskning, at den bedste forudsætning for at ændre en vane er grundig forberedelse.

- Forberedelse og forventningsafstemning er alfa og omega. Det handler ikke kun om at finde en aktivitet, melde sig ind i en løbeklub eller købe nyt træningsudstyr. Vigtigst er det at finde en formel for din træning, der harmonerer derhjemme, siger han.

Han peger også på, at opbakning kan være afgørende for, om du lykkes med at nå dit mål om at komme i form.

- Selv med en stærk vilje kan det blive svært at holde fast, hvis det ikke spiller på hjemmefronten.

- Hvis din partner sender signaler som "skal du nu afsted igen?", eller "det er jo din aften med børnene", kan det presse systemet hårdere, end din egen motivation kan bære, siger Thomas Bredahl.

Derfor kan det betale sig at tænke forholdet ind i din træningsplan fra start.

- Jo mere du inddrager din partner i planlægningen, jo større chance har du for, at du kan holde din træning og motivation ved lige, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek