Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Miami, 20/03/2024 - 08:07

Wozniacki er imod wildcard til dopingdømte Halep i USA

Caroline Wozniacki er ikke begejstret for, at Simona Halep blev tildelt et wildcard til Miami Open.

Megan Briggs/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fans gav Simona Halep en hjertevarm velkomst, da rumæneren gjorde comeback i tennissporten med et nederlag i Miami Open efter en afsonet dopingkarantæne.

Lige så varm en modtagelse kommer der ikke ligefrem fra Caroline Wozniacki. Hun mener slet ikke, at Halep burde have været inviteret ind i hovedturneringen i Miami med et wildcard.

- Jeg har tidligere været meget åbenhjertig om, hvordan jeg har det omkring doping og den slags. Jeg har altid ønsket en ren sport, der var fair for alle. Det er bestemt stadig min holdning, siger Wozniacki ifølge Reuters.

Den danske tennisspiller gik i modsætning til Halep videre fra første runde i WTA 1000-turneringen.

Wozniacki understreger, at hun altid har haft en god relation til Halep, og hun kan personligt godt lide rumæneren. Men principielt er danskeren imod tildeling af wildcard til spillere efter en afsonet dopingdom.

- Det er ikke rettet direkte mod Simona, men hvis nogen bevidst snyder, hvis nogen bliver testet positiv for doping, så er det min personlige overbevisning, at man ikke efterfølgende skal tildeles wildcard.

- Jeg forstår, hvorfor en turnering ønsker en stor stjernes deltagelse. Det er ikke for at slå nogen i hovedet, men det er min personlige holdning, at jeg ikke mener, at man bør få et wildcard efterfølgende.

- Hvis man ønsker at komme tilbage, og det har været en fejl, så forstår jeg det, men man skal arbejde sig tilbage fra bunden, mener Wozniacki.

Halep har fået nedsat sin straf fra fire års karantæne til ni måneder af Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

Wozniacki hæfter sig dog ved, at Halep trods nedsættelsen med over tre år stadig har fået en straf.

- Simonas situation har åbenlyst trukket ud i lang tid. Hun fik sin karantæne nedsat. Det var ikke en frifindelse, det var en nedsat straf. Hun har nu været ud af sporten et stykke og er kommet tilbage.

- Igen håber jeg bare på en ren sport. Det er alt, jeg ønsker. Jeg vil gerne have gode rollemodeller for vores unge generation, siger Wozniacki.

Den tidligere verdensetter forklarer, at hun nøje gransker alt, som hun indtager.

- Det er en sport med mange penge, og der er meget konkurrence og konkurrenter. Jeg ønsker en fair kamp. Jeg har altid været en meget ærlig atlet, og jeg har altid undersøgt, hvad jeg har indtaget.

- Selv når jeg tager noget smertestillende medicin, så dobbelttjekker jeg, lyder det fra Wozniacki.

Halep blev få timer senere natten til onsdag dansk tid konfronteret med Wozniackis kritik, som hun er uforstående over for.

- Jeg gjorde intet galt. Jeg snød ikke. Jeg tog ikke doping. Det er bedre, hvis man læser afgørelsen fra CAS, siger Halep ifølge Reuters.

I slutningen af august 2022 viste en urinprøve fra Halep spor af et forbudt stof. 22. september 2022 konstaterede man desuden uregelmæssigheder i hendes biologiske pas efter en blodprøve.

Den sidste af forseelserne kom dog i forlængelse af en operation, hun var igennem, og hvor hun 9. september havde afgivet en blodprøve, som ikke viste uregelmæssigheder.

CAS mener derfor, at uregelmæssigheden kan stamme fra denne, og da Halep samtidig havde meldt ud, at hun ikke skulle spille mere i 2022, mener man ikke, at hun har overtrådt dopingreglerne.

Det er årsagen til den markante strafnedsættelse.

- Jeg har aldrig haft noget med doping at gøre. Jeg har aldrig taget doping. Så jeg er ikke en snyder.

- Jeg vil gerne sige tak til turneringen for at give mig et wildcard og få mulighed for at spille i så stor en turnering. Det er fantastisk at være tilbage.

- At en enkelt person er negativ omkring mig, er ikke så vigtigt. For jeg har hundredvis af personer, som giver mig kærlighed, og den tager jeg imod, siger Halep.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek