Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

08/06/2023 - 08:00

Flå de bristede drømme af bøjlerne og få orden i garderoben

Garderoben er det mest personlige rum i hjemmet, og det kan være svært skille sig af med sit tøj. Oprydningsekspert gør det nemmere.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Selv om garderoben bugner af tøj, er det ofte det samme, vi tager på igen og igen. For de mange stykker stof får os til at miste overblikket og fare vild i klædeskabet.

Og så ender det med, at vi ifører os den samme nederdel eller den samme skjorte, som vi allerede har haft på til otte fødselsdage og tre julefrokoster.

Men det er der ifølge organiseringsekspert Marianne Gammelgaard en god grund til.

- Vi kan godt lide tanken om at have en masse tøj at vælge imellem, men vi vælger det samme hele tiden, fordi vi ikke kan overskue de mange valg, fortæller Marianne Gammelgaard.

Derfor rådgiver hun i sin bog "Ryd op" til, hvordan man kan få en mere organiseret garderobe, så man lettere kan overskue, det tøj man har.

- Det hele skal ud af garderoben, så man kan se det. Og så skal det sorteres.

- Men mens man sorterer, er det vigtigt at have en måske-bunke, så man ikke går i stå i processen, lyder det fra Marianne Gammelgaard.

Og når man står tilbage med tøjbunker i forskellige kategorier, er det ifølge hende tid til at tage et kig på måske-bunken og stille sig selv spørgsmålene:

- Har jeg brugt den inden for det seneste år?

- Kommer jeg til at bruge den inden for det næste år?

- Beholder jeg den, fordi den har været dyr?

- Beholder jeg den, fordi jeg har fået den i gave?

Hvis man stadig er i tvivl, om man skal beholde tøjdelene fra måske-bunken eller ej, så benytter Marianne Gammelgaard en særlig strategi.

- Det tøj, man er i tvivl om, kan man putte i en kasse og forsegle den, så det er lidt svært at få fat i. Og så skal man stille kassen væk og sætte en tidsbegrænsning på.

- Eksempelvis tre til seks måneder. På den måde bliver det nemmere at give det tøj væk, som man ikke har været ude at hente i kassen i løbet af perioden, fortæller Marianne Gammelgaard.

Strategien bruger hun, fordi det ikke altid er nemt at skille sig af med sit tøj, da garderoben ifølge hende er det mest personlige rum i hjemmet.

- Garderoben kan være fyldt med bristede drømme, fordi vi køber meget tøj efter, hvem vi godt kunne tænke os at være en dag.

- En der er slankere, en der er større eller en, der har en anden stil. Derfor er der lidt flere følelser i garderoben, end der er, når vi skal skille os af med ting i nogle af de andre rum i huset, fortæller hun.

Hun er dog ikke i tvivl om, at en organiseret garderobe vil gøre hverdagen mere overskuelig.

- Folk, der eksempelvis elsker sko og tøj, kan også godt lide at have det fint organiseret.

- For så er det nemmere at bruge det og også at blive inspireret af det, siger Marianne Gammelgaard.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek