Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington, 22/06/2019 - 10:51

Trump advarer Iran om udslettelse i tilfælde af krig

Præsident Donald Trump: Jeg ønsker ikke krig, men Iran vil stå over for en udslettelse, hvis den kommer.

Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Præsident Donald Trump har sagt, at han ikke ønsker en krig, men han advarer Iran om, at det vil stå over for en "udslettelse", hvis det skulle komme til en væbnet konflikt.

I et interview med den amerikanske tv-station NBC siger den amerikanske leder, at USA er åben over for forhandling, men at det ikke vil tillade, at Iran får atomvåben.

Han uddybede også sine udtalelser om, at han i sidste øjeblik fik stoppet planlagte angreb mod iranske mål som reaktion på nedskydningen af en ubemandet amerikansk drone.

- Jeg fik at vide, at 150 iranere ville blive dræbt. Det kunne jeg ikke. Jeg synes ikke, at dette var proportionalt, sagde han.

Men Trump afviste, at kampfly allerede var på vingerne, da angrebet blev standset. Det havde kilder i Trump-administrationen tidligere sagt til avisen The New Times.

- Hvis Iran vil forhandle, så er det fint. Hvis ikke, så kommer de til at leve med en ødelagt økonomi i lang tid, sagde Trump.

Luftfartsmyndighederne i De Forenede Arabiske Emirater gav lørdag alle luftfartsselskaber, som er registret i landet, ordre til at træffe særlige forholdsregler på grund af krisen i regionen. Det indebærer, at de ikke flyver i zoner i Irans luftrum.

Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, har også udstedt et flyveforbud for amerikanske fly over Hormuzstrædet og Omanbugten.

Det skandinaviske flyselskab SAS oplyser, at selskabet ikke har ruter, der fører fly gennem iransk luftrum.

Det tyske luftfartsselskab Lufthansa og det britiske selskab British Airways meddelte også fredag at deres fly ikke vil flyve over Hormuzstrædet og Omanbugten efter nedskydningen af den amerikanske drone.

Det samme gælder det hollandske KLM, det australske selskab Qantas og Malaysia Airlines.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek