Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 28/03/2024 - 22:21

Russisk netværk bidrog til misinformation om prinsesse Kate

Kate-teorier levede i bedste velgående af sig selv. Men russisk netværk forsøgte at puste til tvivlen.

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Britiske forskere finder, at et russisk misinformationsnetværk har bidraget til at sprede konspirationsteorier om prinsesse Kate.

Det har netværket gjort, mens rygterne om hende fortsat svirrede, op til at hun offentliggjorde, at hun gennemgår kemoterapi som følge af en kræftdiagnose.

Til en række medier - heriblandt NBC News - forklarer professor Martin Innes ved Cardiff University, at han og hans kolleger fandt, at 45 konti, der havde delt påstande om Kate, havde deres udspring i samme konto.

De 45 konti agerede på en måde, der minder om den russiske såkaldte Doppelgänger-operation, forklarer Innes, der er tilknyttet instituttet for sikkerhed, kriminalitet og efterretningsinnovation.

- Det handler om destabilisering. Det handler om at underminere tillid til institutioner, regeringen, monarkiet, medier - alt, siger han til det amerikanske medie.

Selv om misinformationsnetværket ifølge forskerne har pustet til historierne, står det også klart, at rygterne levede i bedste velgående af sig selv.

Som eksempel på den misinformation, der blev delt, fremhæver New York Times et meget delt opslag, hvor der ifølge mediet er ændret på et billede af Kates ansigt.

- Hvorfor ønsker disse store mediekanaler, at vi skal tro, at dette er Kate og William?, står der i opslaget.

Den russiske Doppelgänger-operation er blandt andet blevet beskrevet af ngo'en EU DisinfoLab.

Netværket har tidligere oprettet falske kloner af mediehjemmesider. Den opererer også ved at forstærke allerede eksisterende budskaber og teorier på sociale medier.

Det står ikke umiddelbart klart, hvem der har hyret netværket.

Professor Innes forklarer til NBC News, at den slags netværk ikke er en del af de russiske sikkerhedstjenester. Der er formentlig i stedet tale om selskaber, der "får kontrakter fra Kreml".

Ifølge Innes kan de både have politiske og økonomiske mål med at dele misinformation.

Søndag rapporterede det britiske medie The Daily Telegraph, at britiske embedsmænd var bekymrede for, at både Rusland, Kina og Iran var med til at sprede misinformation om prinsessen.

Det afviste den russiske ambassade i London.

- Rusland afviser kategorisk grundløse beskyldninger fra "anonyme Whitehall-kilder" om at "bidrage til misinformation om prinsessen af Wales", skriver ambassaden ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek