Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/08/2024 - 08:50

Den franske skuespiller Alain Delon er død

Alain Delon havde sin storhedstid i fransk film i 1960'erne og 1970'erne. Han blev 88 år gammel.

Af: /ritzau/

Den franske skuespiller Alain Delon er død.

Det fortæller hans børn til nyhedsbureauet AFP.

Han blev 88 år.

Alain Delon havde sin storhedstid i den franske filmindustri i 1960'erne og 1970'erne.

Han fik sit gennembrud i Luchino Viscontis film "Rocco og hans brødre" fra 1960 og blev kaldt for Frankrigs svar på den amerikanske skuespiller James Dean, der i 1950'erne var genstand for massiv idoldyrkelse.

Alain Delon har desuden medvirket i film som "Kun solen var vidne" fra 1960, "Den røde cirkel" fra 1970 og "Samuraien" fra 1967.

I 2019 modtog den franske skuespiller en æresguldpalme ved Filmfestivalen i Cannes.

Alain Delon blev født i 1935 og havde en omtumlet barndom og barsk ungdom.

Hans forældre blev skilt, da han var fire år, og han nåede at blive smidt ud af flere skoler på grund af dårlig opførsel.

Som 14-årig droppede han ud af skolen, og tre år senere trådte han ind i den franske hær, hvor han blandt andet deltog som faldskærmsjæger i den fransk-vietnamesiske krig.

Efter fire år i hæren blev han i 1956 afskediget i vanære på grund af udisciplineret opførsel.

Alain Delon blev dog efterfølgende i 2005 blive dekoreret med en høj fransk militær ærestitel, Officier de la Légion d'honneur.

I 1968 blev den franske skuespiller afhørt af politiet, efter at en af hans bodyguards blev fundet med en kugle i panden i en affaldscontainer på Alain Delons ejendom.

Skuespilleren slap for videre tiltale, men hans gode ven Francois Marcantoni sad varetægtsfængslet i 11 måneder, indtil sagen blev opgivet på grund af manglende beviser.

Årsagen til politiets særlige interesse for Delon og Marcantoni var et brev, som den dræbte bodyguard tidligere havde sendt til sin bror.

Heri stod: "Hvis jeg bliver dræbt, er det 100 procent Alain Delons og hans "Godfather" (Marcantonis) skyld".

Også i 2024 har fransk politi været interesseret i Alain Delon.

Tidligere på året beslaglagde politiet ifølge AFP 72 skydevåben og mere end 3000 patroner fra skuespillerens hjem.

Ifølge anklagemyndigheden havde Alain Delon ikke våbentilladelse.

Skandaler har der været mange af i Alain Delons liv.

Han var fra 1959 til 1964 i et forhold med den tyske skuespillerinde Romy Schneider. Senere fulgte flere ægteskaber og børn.

Som Alain Delon selv har udtrykt, så "er jeg god til tre ting: Mit job, dumheder og børn".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek