Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/10/2023 - 17:28

Kongehuset efterlyser Askepot efter glemt guldsko ved gallataffel

Efter gallataffel på Christiansborg Slot efterlod Anne-Sofie sin guldstilet for "en eventyrlig afslutning".

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En guldfarvet glimmerstilet er glemt på Christiansborg Slot efter fejringen af prins Christians 18-års fødselsdag søndag.

Det skriver kongehuset på Instagram med henvisning til eventyret om Askepot.

- Er det mon Askepot, der glemte sin sko i aftes, lyder det i kongehusets opslag.

Kongehusets presseafdeling bekræfter over for Ritzau, at det ikke er et mediestunt.

I mellemtiden er ejermanden fundet, efter at Se og Hør har kigget billederne fra festlighederne igennem.

Det er Anne-Sofie Tørnsø Olesen fra Egedal Kommune. Hun fortæller til mediet, at det var ment som "en eventyrlig afslutning a la Askepot".

- Jeg syntes selv, det var lidt sjovt, og jeg snakkede med min familie og mine venner om det inden, og de var enige om, at jeg skulle gøre det.

- Det er sådan en chance, man ikke får igen, siger hun til mediet.

Om Anne-Sofie Tørnsø Olesen vil henvende sig for at få sin stilet tilbage, ved hun ikke endnu.

Til søndagens gallataffel deltog 200 unge fra landets 98 kommuner samt Færøerne og Grønland.

Derudover cirka 110 andre gæster fra sportens, kunstens og kulturens verden.

Prins Christian takkede i sin tale på aftenen gæsterne for, at de havde rejst hele vejen for at fejre ham.

- Vi er ikke ens, men vi står samme sted i livet. Vi har noget til fælles. Og i aften er nyt for os alle. Det gør det lidt nemmere. Og det har jeg brug for lige nu, sagde han.

Talen, som var prinsens første officielle tale, har han selv været med til at skrive. I den lovede han blandt andet, at han vil være dedikeret, men understregede også, at han ikke er "fejlfri".

Dronningen var aftenens vært og overraskede de inviterede og prinsen med en koncert af Benjamin Hav & Familien.

Aftenen sluttede med, at prinsen gik på scenen og takkede for "en fuldstændig uforglemmelig aften" ifølge Kongehuset.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek