Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beograd, 19/03/2022 - 10:44

Danske hækkeløbere tordner i VM-semifinalen

Mette Graversgaard og Mathilde Heltbech er begge klar til VM-semifinalen i 60 meter hækkeløb.

Kazuhiro Nogi/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De danske hækkeløbere Mette Graversgaard og Mathilde Heltbech er blandt deltagerne, når der lørdag aften skal løbes om finalepladser ved indendørs-VM i atletik i Beograd.

De to danske værelseskammerater sikrede sig semifinalepladserne i 60 meter hækkeløb på hver sin måde lørdag formiddag.

Mette Graversgaard satte konkurrenterne på plads og vandt sit indledende heat.

Hækkeløberen fra Hvide Sande brugte 8,08 sekunder på at passere de fem hække og nå målstregen.

I heatet forinden var Mathilde Heltbech en my hurtigere, da hun satte personlig rekord i tiden 8,07 sekunder. Det var 0,02 sekunder hurtigere end hendes tidligere personlige rekord.

Uheldigvis for Heltbech rakte tiden kun til en fjerdeplads i det stærkt besatte heat, og dermed var hun ikke blandt de tre løbere fra heatet, der automatisk blev tildelt en semifinaleplads.

I stedet skulle hun sidde og vente på udfaldet af de resterende heats for at se, om hendes tid rakte til en semifinaleplads - og det gjorde den.

På tværs af de 41 deltagere, der gennemførte de indledende heats, satte Heltbech den 12.-hurtigste tid, mens Graversgaard satte 13.-hurtigste tid.

Semifinalerne begynder fra klokken 18.15 lørdag aften. Finalen er lørdag klokken 21.08.

Mindst en dansker kommer til at kæmpe om metal lørdag aften. Benjamin Lobo Vedel løber finalen på 400-meteren klokken 20.15.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek