Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/12/2022 - 10:00

Se det som en flirt: Lær at prutte om prisen

Du har måske svært ved at få dig selv til at spørge om rabat, men det kan ofte betale sig - og butikkerne er vant til at få den slags spørgsmål, siger ekspert.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Salget i landets butikker er faldende, og forbrugernes lyst til at bruge penge ser ud til at dale.

Det kan du måske bruge til din fordel og få presset priserne længere ned.

- Det er et godt tidspunkt at finde sin indre krejler frem i år, fordi julehandlen ser ud til at blive ret sløj. Butikkerne har en interesse i at komme af med deres varer, siger Morten Holm Steinvig, der er konsulent i finansielt forbrug hos Finanstilsynet.

Han peger på, at en sløv julehandel kan gøre butikker mere tilbøjelige til at gå ned i pris for at lukke handlen.

Det gælder også for onlinebutikker, men onlinekøb kan være sværere at forhandle ned i pris, fordi der ikke er den samme menneskelige kontakt som i de fysiske butikker.

Men man kan prøve at skrive eller ringe til onlinebutikken og spørge, om det er muligt at få et nedslag.

- Det værste, der kan ske, er, at man får et nej, siger han.

Hvis du føler, at det kan være grænseoverskridende at bede om rabat, kan du starte forsigtigt.

- Man kan spørge, om det er muligt at få en ekstra service eller noget tilbehør med i prisen, siger han.

Efter at du har prøvet det et par gange og føler dig mere tryg, kan du tage det næste skridt og gå efter at få et prisnedslag.

- Butikkerne har ofte høje avancer på deres varer, så man skal ikke være bange for at spørge efter rabat, siger han.

Morten Holm Steinvig foreslår, at man prøver at se butikker som kræmmermarkeder. Det kan være en måde at overkomme sin tilbageholdenhed.

- Man skal vænne sig til at se prisskiltet som et forslag til en pris for varen, siger han.

Vil du øge din chance for succes, skal du undgå urealistiske bud som en halvering af prisen, når du forhandler.

- En tommelfingerregel er, at jo større og dyrere købet er, desto mere kan man tillade sig, siger Morten Holm Steinvig.

Du kan forbedre dine forhandlingsmuligheder ved at undersøge markedet og finde ud af, hvad konkurrenter sælger til, og om varen tidligere har været sat ned.

- På den måde kan man også bedre fornemme i maven, at man ikke beder om noget urimeligt eller urealistisk, siger han.

Det har også betydning, hvordan man opfører sig, forklarer Morten Holm Steinvig:

- Man kan ikke tillade sig at være uvenlig og urimelig. Det får man heller ikke noget ud af. Man skal i stedet prøve at se forhandlingen lidt som en flirt, hvor man skal småsnakke og skabe en god relation.

Tidspunktet på dagen og ugedagen kan også være afgørende. Vælger du en stille tirsdag formiddag, kan det være, at sælgeren er mere interesseret i at få et salg hjem end en travl fredag eftermiddag.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek