Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/05/2023 - 10:00

Gendannet hiphopduo gør comeback på årets Roskilde Festival

Duoen Ukendt Kunstner, der storhittede i 2010'erne, står for lukkekoncerten ved årets Roskilde Festival.

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det bliver den gendannede hiphopduo Ukendt Kunstner, der afslutter årets Roskilde Festival.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Duoen bestående af musiker Hans Philip og producer Jens Ole McCoy meddelte tilbage i 2016, at den trak stikket på ubestemt tid.

- Hvad fremtiden bringer for Ukendt Kunstner, er der ingen der ved, men lige nu føler vi, at det er bedst at stoppe, mens legen er god, skrev musikerne i et opslag på Facebook.

Som et lyn fra en klar himmel udsendte duoen fredag albummet "Dansktop". Ledsaget af ordene "Hej, vi er tilbage" på Facebook.

For første gang siden bruddet går den gendannede duo så på scenen natten til 1. juli på Roskilde Festival.

Det bliver "en spektakulær finale", lover festivalens programchef, Anders Wahrén.

- Ukendt Kunstners lukkekoncert på Arena-scenen bliver den ultimative kulmination på otte dage med fejring af det unikke fællesskab, der findes på Roskilde Festival, siger han.

- Deres nye album markerer en ny æra, og det er på Roskilde Festival, at man for allerførste gang kan opleve det live, siger programchefen.

Ukendt Kunstner har tre albums bag sig og hittede i 2010'erne med numre som "Neonlys", "Gennem Byen" og "Fucking Nummer".

Duoen vandt prisen som Årets Danske Gruppe ved Danish Music Awards 2014.

Roskilde Festival oplyser, at man forventer at kunne melde udsolgt til årets festival, der finder sted fra 24. juni til og med 1. juli.

I sidste uge meldte festivalen udsolgt for endagsbilletter til fredagens program.

Hovednavnene på Roskilde Festival 2023 tæller blandt andre Kendrick Lamar, Lil Nas X, Lizzo og Blur.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek