Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tel Aviv, 01/10/2024 - 23:08

Netanyahu: Iran kommer til at bøde for angreb på Israel

Iran sendte tirsdag over hundrede missiler mod Israel. Tirsdag aften lover Israels premierminister gengæld.

Drew Angerer/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Iran vil komme til at bøde for tirsdagens angreb mod Israel, lyder det tirsdag aften fra den israelske premierminister Benjamin Netanyahu.

- Iran begik en stor fejl her til aften - og det kommer de til at betale for, siger han tirsdag aften i begyndelsen af et sikkerhedspolitisk møde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Regimet i Iran forstår ikke vores vilje til at forsvare os selv og vores vilje til gøre gengæld mod vores fjender, siger han videre.

Iran affyrede først på aftenen tirsdag flere hundrede missiler mod Israel, hvilket fik luftalarmer til at lyde i først Jerusalem og senere i hele landet.

Times of Israel skriver, at langt de fleste missiler blev skudt ned af antiluftskyts, og at en palæstinenser har mistet livet på Vestbredden, efter at være blevet ramt af rester af et nedskudt missil.

Der er foreløbig ikke detaljerede oplysninger om omfanget af angrebet, men nogle timer efter angrebet sagde militæret, at det var forbi.

Netanyahu kalder under det sikkerhedspolitiske møde tirsdag det iranske angreb for "fejlslagent".

Den amerikanske præsident, Joe Biden, siger tirsdag aften til journalister i Det Hvide Hus, at han har været i kontakt med Israel, og at han senere skal tale med Netanyahu, skriver Reuters.

Han siger desuden, at han støtter Israel fuldt ud, og at der i øjeblikket foregår en "aktiv diskussion" om, hvordan Israel skal reagere på angrebet, og at det endnu ikke er afgjort, hvad konsekvenserne bliver for Iran.

I Teheran, Irans hovedstad, har den iranske elitestyrke Irans Revolutionsgarde tirsdag udsendt en erklæring.

Heri står der, at missilangrebet er hævn for Israels likvidering af flere ledere fra proiranske bevægelser.

Det gælder blandt andet Hamas-lederen Ismail Haniyeh, der blev dræbt i Teheran, Irans hovedstad, den 31. juli, og Hassan Nasrallah, leder af Hizbollah, som blev dræbt i Beirut den 27. september.

Iran advarer tirsdag aften mod enhver militær indblanding i konflikten til støtte af Israel.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek