Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

12/06/2019 - 14:00

Gør middagen til en særlig oplevelse for dine gæster

Brug gæstepsykologi til at få dine gæster til at huske tilbage på en helt speciel aften.

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Blid musik fra højttalerne, et glas, der aldrig når at blive tomt, og en generel stemning af hygge og overskud.

Der er bare nogle middage, hvor man som gæst glemmer tiden og har lyst til at blive hængende lidt længere end normalt.

Hvis du gerne vil være vært for sådan en middag, får du her nogle bud på, hvilke knapper der kan skrues på.

- Fra restauranterne kan man lære, at man er vært, fra det øjeblik døren går op, til den går i igen, siger Julie Brink Færch, som er sommelier og underviser på Dansk Sommelier Uddannelse - blandt andet i faget gæstepsykologi.

En del af det ligger i forberedelsen.

Klæd dig på til lejligheden, dæk bordet, fold servietterne, stil blomster eller lys på bordet, og sæt hyggelig musik på. Så kan gæsterne med det samme mærke, at der bliver kræset for dem.

Det betyder ikke nødvendigvis, at vinen skal være trukket op og maden stå klar.

Men du skal have overskud til at se dine gæster i øjnene, når de ankommer - og så kan det sagtens være, at de kommer med i køkkenet og får et glas vin, mens du snitter de sidste grøntsager.

Så længe man som gæst bliver taget med - og ikke føler, at man står i vejen, pointerer Julie Brink Færch.

Derfor kan det være en fordel, at bordet er dækket færdigt, fordi det kræver, at du som vært går meget frem og tilbage.

I det private hjem har man et større spillerum, end professionelle har, og det handler i høj grad om at vise gæsterne, at du kender dem.

- Det kan du gøre ved at medregne allergier, eller hvis der er noget, folk virkelig ikke kan lide at spise. Det er en lille ting, men det betyder vanvittigt meget, at man ikke skal sidde og pille oliven fra, siger Julie Brink Færch.

Det kan også være, du har bemærket, hvilken vin eller champagne de rigtig godt kan lide.

Mia Søndergaard er tjenerfaglærer på Hotel- og Restaurantskolen, og hun råder til, at du frem for alt tænker i tryghed.

- Mange værter skal passe på med, at det ikke skal virke for fint, fornemt og opstillet. For så føler gæsterne sig ikke trygge, siger hun og forsætter:

- Man kan have gæsterne i sin hule hånd, uden at det behøver at være finere fransk madlavning. Man skal hellere være til stede og lave noget, der er inden for ens komfortzone.

Du kan godt eksperimentere lidt fra gang til gang - men gør det gerne i museskridt.

- Man giver gæsten den bedste oplevelse, der hvor man kan mærke og smage, at der er kærlighed indblandet, siger Mia Søndergaard.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek