København, 16/07/2023 - 10:49
Tsunamivarsel udstedt efter jordskælv i Alaska
Et jordskælv i Alaska har udløst et tsunamivarsel for regioner i Stillehavet tæt på skælvet.
Af: /ritzau/
Det Amerikanske Tsunamivarslingscenter (USGS) har udsendt et tsunamivarsel for de regioner i Stillehavet, der ligger tæt Alaska.
Det sker, efter et jordskælv med en styrke på 7,4 tidligt søndag morgen har ramt Alaska-halvøen 89 kilometer sydvest for byen Sand Point.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Jordskælvet fandt sted i en dybde på 9,3 kilometer. Det betragtes ifølge USGS som relativt tæt på Jordens overflade
Et jordskælvs konsekvenser afhænger udover styrken også af, hvor tæt epicentret er på overfladen. Jo nærmere overfladen, desto større ødelæggelser.
Alaska-halvøen strækker sig omkring 800 kilometer mod sydvest fra Alaskas fastland.
Fra USGS lyder det, at varslet gælder for det sydlige Alaska og selve Alaska-halvøen. Varslingscentret beder befolkningen i området om at søge op i højden.
Risikoen for de øvrige amerikanske og canadiske stillehavskyster i Nordamerika er ved at blive vurderet, oplyser USGS ifølge nyhedsbureauet AFP.
Der er foreløbigt ingen meldinger om tilskadekomne eller om beskadigede bygninger efter skælvet.
Alaska er en del af "Ildringen", som er en zone i Stillehavet med høj seismisk aktivitet. Flere tektoniske plader i Jordens skorpe mødes her, og derfor ser man ofte vulkaner og jordskælv i regionen.
I 1964 blev den nordamerikanske delstat Alaska ramt af et jordskælv med en styrke på 9,2, hvilket er det kraftige jordskælv nogensinde registreret i Nordamerika.
Jordskælvet udløste en tsunami, der ramte Alaskagolfen, den amerikanske vestkyst og øgruppen Hawaii.
Mere end 250 mennesker blev dengang dræbt af jordskælvet og tsunamien.
/ritzau/