Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 10/06/2023 - 10:00

The Minds of 99 erstatter Black Eyed Peas på Tinderbox

Ud over The Minds of 99 kan man opleve Red Hot Chilli Peppers, Armin Van Buuren og Maroon 5 på Tinderbox i år.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danske Minds of 99 tager Black Eyed Peas plads på den odenseanske festival Tinderbox.

Det skriver Tinderbox i en pressemeddelelse.

Den amerikanske popgruppe har været nødt til at aflyse deres koncert på grund af logistiske udfordringer.

Minds of 99 spiller klokken 22.45 på Blå Scene.

- Det er klart, at vi er rigtig ærgerlige over at Black Eyed Peas, som jo var et af vores internationale hovednavne i år, har meldt afbud.

- Men når det så er sagt, så er vi utroligt glade for, at The Minds of 99 kunne træde til med så kort varsel.

- De beviser gang på gang, hvorfor de er et af landets mest hyldede livebands, og så er de et af de absolut mest ønskede navne til Tinderbox.

Det siger festivaldirektør, Brian Nielsen, ifølge meddelelsen.

Aflysningen har ikke været den første. I onsdags meldte den danske sanger Jada ud, at hun ikke kunne spille grundet sin graviditet.

Den engelske musiker Raye og to andre mindre internationale navne er også blevet taget af plakaten. I stedet kommer norske Astrid S, Ida Laurberg, Eee Gee og Zar Paulo.

Festivalen finder sted den 22.-24. juni i Tusindårsskoven, og der er stadig billetter til salg.

Ud over de tidligere nævnte kunstnere, kan man blandt andet få lov til at se Armin Van Buuren, Dean Lewis, George Ezra, Maroon 5 og Red Hot Chili Peppers og mange flere.

Tinderbox havde sin debut i 2015. Særligt kendetegnende for festivalen er scenen "Magicbox", hvor der kun spilles elektronisk musik.

Tidligere år har også budt på store navne som Robbie Williams, Rammstein, A$AP Rocky og Depeche Mode.

/ritzau/

København, 09/02/2025 - 08:00

Peter Mygind: Jeg har set mine dæmoner i øjnene

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opskriften på et langt parforhold handler både om at lytte og om at se på sig selv med et granskende og kritisk blik, mener Sommerdahl-stjernen Peter Mygind.

Peter Mygind prøver at følge en særlig regel, hver gang han træder ind ad døren derhjemme.

Skuespilleren lægger sin telefon fra sig på et bestemt sted, og dér bliver den liggende som intet mindre end et kærlighedsløfte.

- Det smukkeste, man kan give sin partner, er nærvær og tilstedeværelse. Der er jo hele tiden noget, der prøver at forhindre én i nærvær - blandt andet telefonen, hvor man lige kan se en nyhed, om der er nogen, der skriver, eller man skal lige tjekke en mail, fortæller Sommerdahl-stjernen.

Med telefonen på behørig afstand ser han i stedet sin ægtefælle, Lise Mühlhausen, i øjnene og skænker hende sin fulde opmærksomhed.

- Hvis man ser meget tv, skal man også nogle gange lige prøve at slukke tv'et og bare gå en tur med den, man er sammen med, siger han og fortsætter:

- Så kan det være, der opstår en dyb samtale. Det kan også være, man bare holder i hånden, og det synes jeg, at Lise og jeg har været rigtig gode til.

Netop nærværet var noget Peter Myginds karakter, Dan Sommerdahl, missede i sit ægteskab, der gik endegyldigt i stykker tilbage i sæson to af den populære TV 2 Charlie-serie.

I sjette sæson, som ruller over skærmene nu, blomstrer kærligheden dog på ny mellem den garvede efterforsker og hans nye kærlighed, kystvagten Josefine, spillet af Maibritt Saerens. De skal giftes, og det får Dan Sommerdahl til at gruble over, hvordan han kan blive en bedre ægtemand denne gang.

- Dan blev jo forladt af sin hustru, fordi han glemte at ligeså optaget, han var af sit arbejde, ligeså optaget skulle han have været af sit ægteskab. Men det er der desværre nogle mennesker, der glemmer, og jeg ved, hvad jeg snakker om, da jeg selv har været gift i 33 år, fastslår Peter Mygind.

- Hvis du ikke plejer og passer på din bedre halvdel, ligeså meget som du passer på dine kolleger, så går det galt.

Opskriften på et langt parforhold handler både om at lytte og om at se på sig selv med et granskende og kritisk blik, mener den 61-årige skuespiller.

- I sidste ende er det vigtigste at kigge ind i sig selv og at arbejde med sine egne dæmoner og de sider af én selv, der gør andre kede af det.

- For jeg kan jo godt mærke, når jeg gør nogle ting, som gør min hustru ked af det, og så må jeg jo arbejde med det fremfor at sige: "Det er dit problem, du bliver ked af det". Det nemmeste er at give andre skylden.

Selv har Peter Mygind set sine indre dæmoner i øjnene gennem en masse terapi, fortæller han.

- Jeg tror på, at man som menneske altid kan udvikle sig, og at det er sundt at kigge på sig selv: Hvem er jeg? Hvorfor har jeg det med at reagere på samme måder igen og igen? Man kan godt ændre mønstre.

Han understreger, at det ikke handler om at lave fuldstændig om på sig selv.

- Det er bittesmå knapper, man justerer på hele livet igennem.

Og så er der den daglige gave af nærvær, der gerne må krydres med et godt skvæt af spontanitet. Noget, som han og Lise Mühlhausen excellerer i.

- En lørdag, hvor vi egentlig skulle have været hjemme: Pludselig tager vi pænt tøj på og går hånd og hånd i byen og ender med at drikke drinks på en eller anden bar og møder nogle sjove mennesker - at gøre spontane ting selv efter 33 år. Det gør vi, og jeg elsker, at vi gør det. Og det gør Lise også.

Du kan følge Peter Mygind i skikkelse af Dan Sommerdahl i et nyt afsnit af sjette sæson af "Sommerdahl" hver søndag på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

Granada, 09/02/2025 - 02:46

Omstridt musicalfilm får stor pris ved Spaniens svar på Oscars

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

"Emilia Pérez" er oscarfavorit og har vundet Bedste Europæiske Film ved Spaniens svar på prisuddelingen.

Musicalfilmen "Emilia Pérez" vinder prisen for Bedste Europæiske Film ved Spaniens svar på Oscar-uddelingen, Goya Awards, i Granada lørdag.

Filmen har været i modvind, efter at hovedrolleindehaveren, Karla Sofia Gascón, er blevet beskyldt for at udtale sig racistisk på sociale medier.

Gamle tweets på den platform, der nu hedder X, viser Gascón nedgøre islam, Kina og afroamerikaneren George Floyd, der i 2020 blev dræbt af en politibetjent i USA.

Opslagene stammer fra mellem 2019 og 2024.

Det har påvirket filmens markedsføringskampagne og skuespillerens omdømme negativt.

Den overvejende spansksprogede musicalfilm fortæller historien om en mexicansk narkokartelboss, der skifter køn til kvinde og vender kriminaliteten ryggen.

Før skandalen brød ud, blev filmen nomineret i 13 Oscar-kategorier og til fire Golden Globes. Den vandt desuden flere priser under sidste års filmfestival i Cannes.

Afstemningen om Goya-priserne sluttede den 24. januar, få dage før opslagene blev afsløret.

Spanske Gascón, som er den første transkønnede kvinde, der er nomineret til en Oscar for Bedste Kvindelige Skuespiller, har undskyldt for opslagene og trukket sig tilbage fra markedsføringen af filmen.

Hun bor i nærheden af den spanske hovedstad, Madrid, men deltog ikke i Goya-prisuddelingen i Granada.

Filmens franske instruktør, Jacques Audiard, har kaldt udtalelserne for "utilgivelige" og "væmmelige". Han er ikke i kontakt med Gascón længere, har han sagt til mediet Deadline.

Natten til fredag blev der afholdt Critics Choice Awards i Los Angeles i Californien. Heller ikke her deltog Gascón, der var nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Skuespiller.

Denne vandt Demi Moore for sin rolle i "The Substance". I sin takketale nævnte hun alle sine mednominerede, herunder Gascón.

Filmen modtog prisen for Bedste Fremmedsprogede Film og Bedste Sang for melodien "El Mal", som Zoe Saldaña og Gascón fremfører i filmen. Saldaña tog prisen for Bedste Kvindelige Birolle.

Ud over Saldaña er også Selena Gomez på rollelisten.

Oscar-uddelingen skal afholdes i starten af marts.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

, 08/02/2025 - 10:00

FAKTA: Spørgsmål du kan stille på daten

* Hvad for et forhold vil vi have i 2025? Hvad kunne vi tænke os? Hvor vil vi gerne hen?

* Hvad skal vi ikke have med fra 2024? Hvad gider vi ikke mere? Det handler ikke om at pege fingre, men om hvilken energi man gerne vil efterlade. I skal ikke løse konflikter, men bevæge jer på et refleksionsniveau.

* Hvad vil vi have mere af, hvad savner vi? Gå lidt mere ned i detaljen. Måske vil I gerne snakke pænere til hinanden i hverdagen eller se hinanden mere i øjnene.

Kilde: parterapeut og sexolog Dianna Alexandersen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 08/02/2025 - 10:00

Valentinsdag står for døren: Lav en hjemmedate der genantænder gnisten

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Den vellykkede hjemmedate kræver både mental og fysisk forberedelse samt en grundig klargøring af omgivelserne.

Måske har du ikke skrevet "valentinsdag" ind i kalenderen med et stort hjerte rundt om den 14. februar. Men faktisk er der god grund til at bruge anledningen til en date med din partner, lyder opfordringen fra parterapeut og sexolog Dianna Alexandersen.

Og det behøver altså hverken involvere lyserøde balloner, røde roser eller hvid dug på en proppet restaurant. I kan nemlig snildt bruge jeres egne trygge rammer som tapet for at fyre op under romantikken.

Det kan ligefrem være en fordel, bemærker parterapeuten.

- Det er trygt, man kan tale mere frit, man kan sammen fylde rummet. Man kan selv bestemme stemningen, fordi man selv har sat rammerne. Man kan spise i lingeri, hvis man synes, det er sjovt.

- Og bliver man grebet af begær og må kaste sig over hinanden, kan man gøre det, siger Dianna Alexandersen.

Det er dog virkelig vigtigt, at man får markeret, at der nu er tale om en romantisk stund - selv om man er i de sædvanlige rammer. Ellers er der risiko for, at det bløde aftryk i sofaen kalder, som Dianna Alexandersen udtrykker det.

- Det allervigtigste er, at man aftaler en dag - valentinsdag er oplagt og ligger i år på en fredag. Og ens indstilling er vigtig. Man skal gøre sig klar, og man skal lige stramme sig an. Det er vigtigt, når man har kendt hinanden i lang tid.

I virkeligheden skal man lære lidt af singlerne og gøre sig klar på samme måde, mener hun.

- Man skal aftale et tidspunkt, og hvad man skal lave.

- Så skal man gøre sig klar, gå i bad, barbere sig. I løbet af arbejdsdagen kan man sende en sms om, at man glæder sig til i aften. Det handler om mental klargøring, fysisk klargøring og klargøring af rummet, slår hun fast.

For nogle skal rummet gerne være ryddet op, så der ikke ligger ubevidste remindere om hverdagens forpligtelser. Det kan også være en god idé at skrue op for varmen, slukke skærmene og tænde for musikken.

Sæt stearinlys og blomster på bordet, eller hvad der måtte signalere hygge og romantik for jer.

For at tænde op under gnisten, er der ifølge Dianna Alexandersen tre ting, der skal være til stede: romantik, nærvær og kontakt.

- Vær til stede, kig hinanden i øjnene. Der skal være mulighed for fysisk kontakt, for eksempel kan man holde hinanden i hånden. Hvis ikke vi er nærværende og kontaktbare, er der ingen gnist.

- Ens egen indstilling og energi er afgørende for udfaldet af daten. Orker man ikke rigtig, så bliver det derefter. Gør dig selv forelsket - det sidder i dine tanker. Sig til dig selv: Nu tager jeg mig sammen, nu kigger jeg på min partner i et kærligt lys og tænker over, hvad det var, jeg faldt for.

For at undgå at dagligdag og praktisk bøvl truer med at snige sig ind, kan det være en god idé at aftale på forhånd, at den slags problematikker hører til uden for daten.

- På daten er det hyggesnak, håb, drømme og ønsker for os, siger Dianna Alexandersen.

Du kan bruge lejligheden til at stille din partner spørgsmål om, hvad de kunne tænke sig mere af i forholdet, og hvad de drømmer om.

Har I lyst til en romantisk aktivitet, kan I lave en picnic på stuegulvet.

- Man kan også made hinanden, hvis man vil peppe det lidt op, foreslår parterapeuten, der ved siden af sin praksis har udviklet produkter til mere nærvær i form af julekalendere og en æske med "12 dates til par".

- Man kan danse sammen til en sjæler. Og måske have bind for øjnene, så man lader de andre sanser komme i spil. Det vigtige ord her er romantik. Det skal tænkes ind, for ellers bliver det ikke en date. Så gør gerne noget uventet eller noget, I ikke plejer.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek