' /> '> USA stopper al udenlandsk bistand bortset fra til Israel og Egypten
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 25/01/2025 - 00:57

USA stopper al udenlandsk bistand bortset fra til Israel og Egypten

USA's udenlandske bistand vil blive sat på pause, indtil udenrigsministeren har gennemgået den.

Elizabeth Frantz/Reuters

Af: /ritzau/

Det amerikanske udenrigsministerium har fredag udstedt en ordre om at stoppe al udenlandsk bistand bortset fra nødforsyninger af mad og militær finansiering til Israel og Egypten.

Det viser et notat, som nyhedsbureauerne Reuters og AFP har set.

Stoppet kommer, fordi præsident Donald Trump vil undersøge, om fordelingen af bistand er på linje med hans udenrigspolitik.

USA er den største enkeltstående giver af bistand i verden. I 2023 udbetalte landet 72 milliarder dollar - 512 milliarder kroner - i bistand.

Til sammenligning udbetalte Danmark 21 milliarder kroner i ulandsbistand i 2023, viser en opgørelse fra Udenrigsministeriet.

Trump ønsker en gennemgang af effektiviteten og sammenhængen med hans udenrigspolitik. Omfanget er ikke umiddelbart kendt.

Stoppet for uddelingen er øjeblikkeligt, indtil udenrigsminister Marco Rubio har gennemgået alle de faste udbetalinger.

Rubio har dog godkendt "udenlandsk militær finansiering til Israel og Egypten og administrative udgifter, herunder lønninger, som er nødvendige for at administrere udenlandsk militær finansiering", viser notatet ifølge Reuters.

Israel modtager omkring 3,3 milliarder dollar i udenlandsk militær finansiering årligt. Egypten modtager cirka 1,3 milliarder dollar.

Det rejser spørgsmålet om, hvad der vil ske med bidraget til Ukraine.

En anonym embedsmand i USAID, der er en myndighed med ansvar for landets civile udviklingsbistand, fortæller, at de ansvarlige for projekter i Ukraine har fået besked på at stoppe alt arbejde.

Blandt de indefrosne midler i Ukraine er støtte til skoler og sundhedshjælp som akut mødrehjælp og børnevaccinationer.

Fødevarehjælp er dog ikke omfattet af den nye ordre, viser notatet ifølge Reuters.

Det sker midt i en bølge af humanitær hjælp, der er på vej til Gazastriben, efter at Israel og den militante bevægelse Hamas søndag indgik en våbenhvile.

Men ernærings-, sundheds- og vaccinationsprogrammer må stoppe, siger Jeremy Konyndyk, der er en tidligere embedsmand i USAID.

- Det er vanvid, siger han til Reuters.

- Der er ingen måde, hvorpå det her kan være et forsøg på en oprigtig gennemgang af den udenlandske bistand i god tro. Det er simpelthen en nedrivningskugle, der skal ødelægge så meget som muligt, siger han til Reuters.

/ritzau/

København, 28/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Anders W. Berthelsen

* 56-årige Anders Wodskou Berthelsen blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1994.

* Han er vokset op i først Odense og siden Kolding.

* Han spillefilmdebuterede i "Portland" i 1996. Året efter han han sit store gennembrud i DR-dramaet "Taxa" i rollen som chaufføren René.

* Derudover har han udmærket sig i DR-dramaet "Krøniken", dogmedramaet "Italiensk for begyndere" og i thrilleren "Kongekabale".

* Han har været nomineret til Europas svar på en Oscar, en European Film Awards, i 1999 for sin præstation i dogmedramaet "Mifunes sidste sang".

* I Danmark har han været nomineret til 16 Robert-priser og vundet tre af dem: Årets Sang til børnefilmen "Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger" i 2007, Blockbuster Publikumsprisen i 2020 for "Ser du månen Daniel", som han også var med til at instruere, og for sit portræt af musikeren "Flemming Bamse" Jørgensen i 2023.

* Han har også været nomineret til ni Bodil-statuetter.

* Privat er han gift med produktionslederen Christina Pind, som han har datteren Vigga på 17 år sammen med. Familien bor lidt nord for København.

Kilder: Det Danske Filminstitut, danskefilm.dk.

Læs Mere >>

København, 28/12/2025 - 08:00

Anders W. Berthelsen: Familien skal ikke indordne sig mit arbejdsliv

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Anders W. Berthelsen, der er aktuel i TV 2's hospitalsdrama "Dag og nat", har altid prøvet at holde sit arbejdsliv og familieliv adskilt.

Når arbejdet bæres af passion, kan grænserne så småt rykke sig.

Opgaverne kan snige sig længere ind i aftenerne, og arbejdsengagementet begynder at konkurrere med privatlivet.

På trods af sin store passion for skuespillets verden prøver Anders W. Berthelsen dog at holde vandtætte skodder mellem arbejde og det private.

- Jeg tager ikke mit arbejde med hjem til min familie - de skal ikke indordne sig efter mit arbejdsliv, siger Anders W. Berthelsen, der er gift med produktionslederen Christina Pind, som han har datteren Vigga med.

Anderledes ser det ud i TV 2's aktuelle hospitalsdrama "Dag og nat", hvor Anders W. Berthelsens karakter, Lasse, er så dedikeret til sit arbejde med hospitalets børn, at han til tider arbejder så meget over, at han må sove på sit kontor.

Selv kan skuespilleren, der har spillet roller i film som "Erna i krig" og "Ser du månen, Daniel", godt relatere til vigtige og krævende arbejdsopgaver.

Men for ham er der alligevel stor forskel på skuespillets og sundhedsvæsenets verden.

- Der er kæmpestore projekter, og der er kæmpeudfordringer. Det er pissehårdt og slider på en. Men det er jo bare film, og det er jo bare tv. Så det der med, at det skal gå ud over familie og omgangskreds, holder jeg mig fra.

Som forberedelse til rollen som børnepsykolog har den 56-årige skuespiller fået et eksklusivt indblik i, hvordan en arbejdsdag på de danske hospitaler foregår - en oplevelse, der imponerede ham.

- Man ser nogle mennesker, der knokler derudad. Det er fantastisk altid at opleve nogle virkelig passionerede og engagerede læger, psykologer og sygeplejersker, fortæller Anders W. Berthelsen.

Han har selv som barn oplevet, hvor stor en forskel det kan gøre, når de voksne uden for hjemmets vægge lytter.

- Jeg havde nogle gode naboer, hvor jeg voksede op som lille, som påvirkede, tog sig af og guidede mig på den gode måde, fortæller skuespilleren, der ud over sin filmkarriere også har spillet roller i de store DR-dramaer "Taxa" og "Krøniken".

Den nye sæson af "Dag og nat" har premiere søndag 28. december på TV 2 Play og TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 27/12/2025 - 10:00

FAKTA: Bevæg dig mere trods travl hverdag

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år bevæger sig mindst 30 minutter hver dag, og pulsen må gerne komme op.

* Du behøver ikke træningstøj eller fitnesskort. Al bevægelse, der får dig forpustet, styrker kroppen.

* Når pulsen stiger, og du har svært ved at føre en samtale, arbejder hjertet og musklerne effektivt.

* Begynd stille og roligt, og øg gradvist varighed, intensitet og hyppighed, hvis du ikke er vant til at være aktiv.

* 30 minutter dagligt er målet, men selv korte ture og små pauser fra stolen gør en forskel.

* Gør det sjovt og nemt. Dans, cykl, tag trappen, leg med børnene, eller squat foran fjernsynet.

* Lav øvelser med egen kropsvægt to gange om ugen for at holde muskler og knogler stærke.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 27/12/2025 - 10:00

Større guns eller fladere mave? Tidspunktet kan være afgørende

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er ikke sort eller hvidt, hvornår det bedste træningstidspunkt er. Det afhænger af, hvad og hvordan du vil træne.

Motionister og fitnessbøffer har længe forsøgt at finde svaret på, om det er bedst at træne morgen, middag eller aften.

Men det er der ikke et entydigt svar på, fortæller Morten Hostrup, der er lektor i humanfysiologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

- Der er nogle fysiologiske forskelle i kroppen i løbet af døgnet, og de hænger sammen med kroppens indre døgnrytme. Den styrer blandt andet, hvornår vi føler os trætte, og hvorfor vi får jetlag, hvis vi flyver gennem flere tidszoner, forklarer han.

Døgnrytmen påvirker blandt andet hormonniveauer, kropstemperatur og energiniveau og derfor også, hvornår du præsterer bedst fysisk.

Selv om det er individuelt, er der en tendens til, at de fleste præsterer en anelse bedre sent om eftermiddagen eller om aftenen.

- Det hænger blandt andet sammen med, at kroppens kernetemperatur stiger i løbet af dagen, og at muskler og led derfor fungerer lidt bedre senere på dagen.

- Derfor foretrækker mange styrkeatleter og bodybuildere at træne sidst på dagen, hvor kroppen er varm og reaktionsparat. Det vil sige, at de i teorien kan løfte tungere og yde mere, siger Morten Hostrup.

Hos mænd topper testosteronniveauet typisk om morgenen, og det kunne tale for at få ordnet træningen så tidligt som muligt, hvis målet er at udnytte de naturligt høje hormonniveauer.

Men studier viser, at effekten på styrke- og muskelvækst ikke adskiller sig markant, selv om testosteronniveauet er højere tidligt på dagen.

Der er dog indikationer på, at morgenen er det bedste tidspunkt for træning, der fokuserer på udholdenhed og fedtforbrænding.

- Kroppens fedtforbrænding er typisk mere aktiv og effektiv om morgenen end om aftenen.

- Det kan hænge sammen med, at du spiser måltider senere på dagen, når du træner tidligt. Det påvirker det samlede kalorieregnskab mere end selve forbrændingen under træningen, forklarer Morten Hostrup.

Hvis du foretrækker at træne om aftenen, skal du dog huske også at prioritere din søvn. Træning med høj puls inden sengetid kan nemlig have negativ indflydelse på din søvnkvalitet og kroppens evne til at restituere optimalt.

- Det er en god idé at placere intense træningspas mindst fire timer inden sengetid, siger Morten Hostrup.

Selv om kroppen har en naturlig døgnrytme, er det bedste træningstidspunkt stadig det, du kan overholde, og som passer bedst til dig og dit behov.

- Man kan vænne kroppen til at præstere godt både morgen og aften. Det vigtigste er, at man kommer ind i en rytme og gør det regelmæssigt, fastslår Morten Hostrup.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek