Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Madrid, 20/11/2023 - 10:55

Shakira indgår forlig med skattemyndigheder og undgår retssag

Med forlig undgår Shakira retssag, hvor hun stod anklaget for manglende skattebetaling i Spanien.

Pau Barrena/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den colombianske popstjerne Shakira har mandag indgået forlig med den spanske anklagemyndighed og undgår dermed en retssag, hvor hun stod anklaget for ikke at have betalt 14,5 millioner euro i skat i Spanien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Som led i aftalen skal hun betale en bøde, men risikerer ikke længere fængselsstraf. Bøden er på 7,3 millioner euro - omkring 54 millioner kroner.

Det oplyser dommeren under første retsmøde i sagen.

De 14,5 millioner euro svarer til knap 110 millioner kroner. Ifølge anklagemyndigheden er det penge, som hun skulle have betalt i indkomstskat i Spanien imellem 2012 og 2014.

Ifølge anklageren opholdt Shakira sig i Spanien i mere end seks måneder om året i perioden 2012-2014. Hun havde derfor de facto haft permanent ophold i landet, lød påstanden.

Sagens anklager havde nedlagt påstand om, at sangerinden skulle idømmes op til otte års fængsel. Men som følge af forliget - hvor detaljerne endnu ikke er kommet frem - sker det altså ikke.

Shakira står bag store hits som "Hips Don't Lie" og "Underneath Your Clothes".

Hun har to børn med den tidligere fodboldspiller Gerard Pique, som spillede i Barcelona fra 2008 til sidste år. De to boede sammen i 11 år, inden de blev separeret i juni sidste år.

Shakira og Gerard Pique mødte hinanden til optagelserne på musikvideoen til Shakiras "Waka Waka", som var den officielle sang til fodbold-VM i 2010.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek