Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/10/2021 - 10:41

Uheldig sydamerikaner kan få comeback for Brøndby

Efter knap et år på sidelinjen er Blas Riveros igen klar til kamp for Brøndby, som må undvære Mads Hermansen.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

For knap et år siden pådrog venstrebacken Blas Riveros sig en alvorlig knæskade i sin første Superliga-kamp for Brøndby.

Søndag kan han gøre comeback, da han er med i holdets trup til kampen mod Vejle, der spilles klokken 16 på Brøndby Stadion.

Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Riveros, der også spiller for Paraguays landshold, kom til klubben fra FC Basel i oktober 2020.

Han beskadigede sit ledbånd og korsbånd i 3-1-sejren over OB og måtte se resten af mesterskabssæsonen fra sidelinjen.

For nylig fik han spilletid for Brøndbys reservehold, men det officielle comeback har han til gode.

Mens Brøndby-træner Niels Frederiksen igen råder over sydamerikaneren, må han undvære målmanden Mads Hermansen og midtbanespilleren Mathias Greve.

Hermansen fik et slag på anklen i forbindelse med U21-landsholdets samling, mens Greve ikke har trænet fuldt med i slutningen af ugen og derfor ikke er i truppen.

Hermansen har imponeret, efter at han overtog tjansen som førstemålmand efter Marvin Schwäbe, som forlod DM-guldvinderne efter den forgangne sæson.

I hans fravær forventes det, at 38-årige Thomas Mikkelsen vikarierer i buret.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek