Doha, 15/11/2022 - 12:00
Astralis hjælper VM-holdet med gamersetup i Qatar
VM-spillerne kan bruge deres fritid i Qatar på at spille Counter-Strike i et professionelt setup.
Af: /ritzau/
Når det danske fodboldlandshold tirsdag lander i Qatar og har lavet check-in på det luksuriøse VM-hotel Retaj Salwa Resort & Spa i ørkenen uden for Doha, kan spillerne gå ned i deres fællesrum og bekrige hinanden foran computerskærmen.
Det succesfulde danske e-sportshold Astralis har nemlig hjulpet Dansk Boldspil-Union med at lave et setup, så spillerne har de bedste betingelser for at dyste mod hinanden i skydespillet Counter-Strike.
Det fortæller landsholdschef Christian Nørkjær.
- Jeg har løbende dialog med spillerne om, hvad vi kan finde på at lave af sjove ting, som gør hverdagen sjov dernede. Så det her var en af de ting, de bad om, for der er flere, som rigtig godt kan lide at game.
- Jeg har lagt hovedet i blød for at finde ud af, hvordan vi kunne løse det, og så havde jeg nogle kontakter i Astralis, som har hjulpet os.
- Astralis har hjulpet med at bygge nogle computere, som vi har med derned, så spillerne kan sidde og spille fem mand sammen som i rigtig e-sport. De kan konkurrere både internt eller med andre, hvis det skulle være nødvendigt, siger Christian Nørkjær.
Hos Astralis er man glad for at kunne gøre fodboldlandsholdet en tjeneste, siger kommunikationschef Steen Laursen.
- DBU rakte ud og bad om hjælp, og selvfølgelig hjælper vi, hvor vi og vores udstyrspartnere kan.
- Vi ved jo, at mange af spillerne godt kan lide at spille Counter-Strike, så vi har hjulpet dem med et setup, der giver dem gode betingelser, når de skal koble af, siger Astralis-bossen.
Foran skærmen skulle Joakim Mæhle efter sigende være blandt landsholdets fremmeste spillere. Atalanta-backen har også jævnligt brugt gaming- og streamingplatformen Twitch til at dele sin gøren foran computerskærmen.
/ritzau/