Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Mexico, 10/10/2023 - 09:56

Paradise Hotel er tilbage: Vi dummede os

Hvor moderniseringen af "Paradise Hotel" havde et større fokus på positive værdier og adfærd, er det eksplosive drama tilbage. Det er det, seerne vil have.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Man skal ikke pille ved et velkendt koncept.

Det har Viaplay Group måttet sande efter moderniseringen af realityprogrammet "Paradise Hotel", som sidste år ændrede titel til slet og ret "Paradise" og havde et større fokus på positive værdier og adfærd frem for intriger og tvister.

Men nu er "Paradise Hotel" tilbage, som man kender programmet.

Det annoncerer Viaplay Group i en pressemeddelelse.

- Vi forsøgte noget nyt og tog en chance med "Paradise", og vi dummede os, lyder det fra programdirektør Kenneth Kristensen.

- Vi er enormt heldige og taknemmelige for, at vi har så dedikeret en seer- og fanbase, som har været gode til at dele feedback med os undervejs. Vi har lyttet til det hele, og vi glæder os til at byde Rikke velkommen tilbage og ikke mindst at invitere seerne inden for på "Paradise Hotel" med alt, hvad det indebærer af fest, flirt, intriger og kærlighed.

Viaplay Group har nemlig hentet Rikke Gøransson tilbage som vært på programmet. Hun stoppede ellers sidste år efter 15 år i front for "Paradise Hotel". Hun blev erstattet af tv-personlighederne Emil Olsen og Olivia Salo. Olivia Salo fortsætter som vært, men nu sammen med Rikke Gøransson.

En række unge mennesker tjekker ind på et overdådigt hotel og skal uge efter uge finde en partner, så de ikke risikerer at stå alene tilbage og dermed ryge ud i kampen om titlen og en pose penge.

Hvor "Paradise" havde et større fokus på positive værdier og adfærd, der indgik som en større styrke i spillet, er det eksplosive drama tilbage, lyder det fra Viaplay Group.

Den nye sæson rummer svigt, chok, manipulation, taktik, venskab, fjendskab - og kærlighed, nøjagtigt som man kender konceptet. Dermed er "Paradise" skrinlagt.

- Vi har i hvert fald måtte erkende, at det ikke har levet op til forventningerne hos vores seere og dermed heller ikke hos os selv, siger programdirektør Kenneth Kristensen i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Der er mange ting, man kan ændre på, men helt tydeligt ikke et format som "Paradise Hotel", siger han i pressemeddelelsen.

"Paradise Hotel" har premiere den 31. oktober på TV3 og på streamingtjenesten Viaplay.

/ritzau/

New York, 17/09/2024 - 23:35

Rapperen Diddy skal forblive fængslet efter tiltale for menneskehandel

Jane Rosenberg/Reuters

Sean "Diddy" Combs er blevet tiltalt for menneskehandel og afpresning. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs forbliver varetægtsfængslet, efter at han mandag blev anholdt og tirsdag tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution.

Det har en dommer afgjort ved et retsmøde på Manhattan tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed får den 54-årige rapper, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", ikke mulighed for at blive løsladt mod kaution.

Dommeren afviste Combs anmodning om kaution med begrundelsen, at hun var bekymret for en magtubalance i sagen, hvor folk er "udsat for tvang".

Tiltalen om menneskehandel er et ud af tre tiltalepunkter, der tirsdag blev fremlagt ved retsmødet i New York.

Combs har erklæret sig ikke-skyldig i alle tiltalepunkter.

Anklagerne siger, at Combs har brugt sin magt, ressourcer og ansatte til at skabe et kriminelt imperie, hvor han har kunnet misbruge sine ofre.

Han har ifølge tiltalen skabt en "kriminel virksomhed, hvis medlemmer og medarbejdere har været involveret i" en række forbrydelser.

Forbrydelserne tæller blandt andet tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.

De forskellige tiltalepunkter strækker sig over en længere årrække. Det 14 sider lange anklageskrift går tilbage til 2009 og frem til 2024

Heri lyder det, at han i årevis skulle have "misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd".

Combs står allerede over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.

I marts blev hans hjem ransaget som følge af anklagerne.

For mindre end et år siden - midt i november sidste år - blev Combs sagsøgt for voldtægt af sin ekskæreste, sangerinden Cassie.

I søgsmålet hævdedes det, at Combs udsatte Cassie - Casandra Ventura - for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti, da de havde et forhold. Han skulle have voldtaget hende i 2018.

Søgsmålet endte med et forlig, som offentligheden ikke har set.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

New York, 17/09/2024 - 23:09

Rapperen Diddy skal forblive fængslet efter tiltale for menneskehandel

Sean "Diddy" Combs er blevet tiltalt for menneskehandel og afpresning. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs forbliver varetægtsfængslet, efter at han mandag blev anholdt og tirsdag tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution.

Det har en dommer afgjort ved et retsmøde på Manhattan tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed får rapperen, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", ikke mulighed for at blive løsladt mod kaution.

Tiltalen om menneskehandel er et ud af tre tiltalepunkter, der tirsdag blev fremlagt ved retsmødet i New York.

Combs har erklæret sig ikke-skyldig i alle tiltalepunkter.

Anklagerne siger, at Combs har brugt sin magt, ressourcer og ansatte til at skabe et kriminelt imperie, hvor han har kunnet misbruge sine ofre.

Han har ifølge tiltalen skabt en "kriminel virksomhed, hvis medlemmer og medarbejdere har været involveret i" en række forbrydelser, skriver BBC, der har indsigt i tiltalen.

Forbrydelserne tæller blandt andet tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.

De forskellige tiltalepunkter strækker sig over en længere årrække. Det 14 sider lange anklageskrift går tilbage til 2009 og frem til 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/09/2024 - 08:00

FAKTA: Unges alkoholforbrug

* De seneste tal fra 2021 viser, at 27 procent af de 15- til 19-årige drenge svarede, at de drikker alkohol hver uge. Det er et fald fra 2009, hvor andelen var 41 procent.

* Blandt de 15- til 19-årige piger svarede 22 procent i 2021, at de drikker alkohol hver uge. I 2009 var andelen 26 procent.

* Danske unge drikker mere end andre unge i Europa. I 2019 svarede 74 procent af de adspurgte danske 15- til 16-årige, at de havde drukket alkohol inden for den seneste måned. Gennemsnittet i Europa var 47 procent.

Kilder: Alkohol og Samfund og Den Europæiske Rusmiddelundersøgelse (ESPAD) 2019.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 18/09/2024 - 08:00

FAKTA: Det står der i forebyggelsesplanen 2023

* Aftalepartierne er enige om, at der er behov for at stille flere krav til, hvordan alkohol præsenteres i butikkerne. 

* I dag kan alkohol være placeret alle steder i den enkelte butik og placeres strategisk for at fremme salget.

* Aftalepartierne er enige om, at alkohol ikke skal placeres på en måde, hvor produkterne ses i sammenhæng med produkter, der særligt appellerer til børn og unge.

Kilde: Politisk aftale om ny forebyggelsesplan 2023.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek