Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/04/2023 - 08:00

Søren Østergaard: Man må aldrig blive fedtet

I underholdningsbranchen skal man ikke tænke på penge, mens man laver det, for så ville man aldrig gøre det, siger Zirkus Nemo-stjernen Søren Østergaard.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

I slutningen af april kysser Søren Østergaard sin hustru på gensyn, forlader kongens København og vender først tilbage igen, når forår er blevet til efterår.

Med undtagelse af to gange annus horribilis i 2020 og 2021, da coronapandemien lammede kulturlivet, og et par enkelte afstikkere har Søren Østergaard siden 1999 slået Zirkus Nemo op.

År efter år er ambitionen at overgå sig selv.

- Jeg må erkende, at folk kommer for at se mig, og derfor skal de også få noget for pengene, lyder det fra Søren Østergaard.

Så i år byder Zirkus Nemo på et gensyn med et væld af kendte karakterer: Målermanden, Marianne, Bager Jørgen, Kim Tim og Smadremanden - bare for at nævne et udpluk - tager en tur i manegen i årets show, "Zirkus Nemo Classic".

Mellem de mange sceneskift underholder akrobater og artister, og til sidst kulminerer forestillingen med en storslået finale, teaser Søren Østergaard.

- Man må aldrig blive fedtet. Man må aldrig blive nærig. Man må aldrig stoppe op og sige: "Nej, det har vi sgu ikke råd til". Vi har ikke råd til at lade være med at lave gode idéer, siger han og tilføjer:

- I denne her branche skal man ikke tænke på penge, mens man laver det, for så ville man aldrig gøre det.

Det var også grunden til, at Flemming Jensen ikke turde kaste sig ud i den idé, der ulmede i Søren Østergaard i slutningen af 90'erne.

Duoen rejste rundt med det cirkusinspirerede show, "Østergaard og Jensens Store Hundeshow". Men da de takkede ja til at optræde i Tyskland, endte de som grædende klovne med en milliongæld hver.

- Det var skidesjovt, og vi fik fantastiske anmeldelser! Men der kom for få mennesker, og vi havde brugt alt for mange penge... Men jeg vidste, vi havde ramt et eller andet, fortæller Søren Østergaard.

Han kom hjem uden en krone på lommen, bogstaveligt talt, men heldigvis havde han nogle job på teatret i sigte. Så ringede Cirkusrevyen og spurgte, om han ville tage endnu en sæson i Teltet på Bakken. Og så blev han tilbudt at lave en reklame for Volkswagen. Sådan noget klinger godt på kistebunden.

- Den dag, jeg havde betalt den sidste rate af gælden, bestilte jeg et telt. Så ringede jeg til min kone, og hun sagde bare: "Det har du ikke", siger Søren Østergaard med tryk på ordet har.

- Så ringede jeg til Flemming og spurgte, om han ville være med. "Neeej!", skreg han.

- Jeg tænkte: "Nu er jeg på den igen - hvad skal jeg gøre?". Men så mødte jeg Anders Lund Madsen, og så startede vi Zirkus Nemo sammen.

Der ér nemlig et publikum i sammensuriet mellem revy, cirkus og satire. Det fornemmede Søren Østergaard med det samme.

- Jeg har aldrig været i tvivl. Det er jeg stadig ikke. Men man må aldrig lave regnestykket. Hvis man laver et startbudget og -kalkule over, hvordan det skal gå, så skal man holde op. For det vil aldrig lykkes. Men det har givet mig mange glæder igennem 24 år, siger han og fortsætter:

- Når jeg sidder op i min vogn om aftenen og ser Zirkus Nemo-skiltet blinke, så er jeg sgu stolt. Det er mit, og jeg har fandeme bygget det op fra ingenting. Jeg har skabt en forretning, som endda tager rundt i landet uden en krone i støtte.

Næste sommer kan Søren Østergaard markere Zirkus Nemos sølvjubilæum.

Det er 25 år siden, at første forestilling fandt sted.

Søren Østergaard håber, at Zirkus Nemo om fem år kan fejre 30-års jubilæum, 40-års jubilæum i 2034, guldjubilæum 2044 og så fremdeles. Men det bliver formentligt ikke med ham som zirkusdirektør.

- Jeg kan jo ikke blive ved med at lave det. Det hverken kan eller vil jeg, siger Søren Østergaard og fortsætter:

- Jeg vil gerne lave det et par år endnu eller noget. Men jeg vil gerne trappe lidt ned. Jeg bliver også ældre, som man siger. Og det er et hårdt halvt år. Jeg kan godt mærke nu, at det slider lidt i leddene.

Søren Østergaard var 41 år, da den allerførste Zirkus Nemo-forestilling havde premiere. Den 11. maj i år - samme dag, som Zirkus Nemo underholder i Haderslev - fylder han 66 år.

- Jeg vil gerne ende der, hvor jeg står og siger "godaften", når folk kommer, og så går jeg over i min vogn, får en dry martini, en god salat til aftensmad og et godt glas rødvin til, og så går jeg over og siger "tak for i aften", når folk går igen.

Gennem årene har Søren Østergaard foruden journalist og tv-vært Anders Lund Madsen været akkompagneret af blandt andre skuespillerinden Louise Mieritz, entertaineren Peter Frödin og musiker og skuespiller Tom McEwan.

I år er han ene mand i manegen foruden alle de akrobater og artisterne, der underholder mellem monologerne. For publikum forbinder Zirkus Nemo med Søren Østergaard. Derfor kan det være svært at forestille sig et Zirkus Nemo uden. Men han har et par arvtagere i tankerne.

- Hvis jeg sætter det til salg, ligger folk nok ikke i soveposer for at købe et cirkus. Det vil være sjovere, som en engang sagde til mig, at der står Zirkus Nemo et sted om 50 år, siger Søren Østergaard og fortsætter:

- Det synes jeg, var en mærkelig, tiltalende idé, at når jeg engang er død og borte, at der stadig er noget, der hedder Zirkus Nemo, som måske er noget helt andet, end jeg nogensinde har drømt om, og at der er en, der bor i ham den gamles vogn.

Fakta: Hæderkronede Søren Østergaard

* Han er Ridder af Dannebrogordenen. I øvrigt er dronning Margrethe en hyppig gæst til Zirkus Nemo.

* Han fik både Robert-pris og en Bodil-statuette for sin hovedrolle i dramaet "Kærlighedens smerte" fra 1993.

* Han er uddannet fra Statens Teaterskole, men arbejder ikke længere som skuespiller. Zirkus Nemo er et fuldtidsjob året rundt.

/ritzau/

København, 11/07/2025 - 14:24

Maskeret rapper indtager Smukfest trods Roskildes eneret

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

D1mas eneste show i 2025 var på Orange Scene, proklamerede Roskilde Festival. Nu skal han spille på Smukfest.

Den maskerede popartist og rapper D1ma indtager Smukfests største scene, Bøgescenen, når musikfestivalen i Skanderborg afvikles i starten af august.

Det oplyser Smukfest i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Sørme om vi ikke har klemt endnu et stærkt navn ind på torsdagsplakaten! D1ma er klar til at indtage Bøgeskoven, lyder det.

Tidligere i juli optrådte kunstneren på Roskilde Festivals Orange Scene.

Roskilde Festival har proklameret, at det ville være kunstnerens eneste show i 2025.

- Det virker yderst passende, at D1ma efter en længere pause fra livescenen vender tilbage til Roskilde Festival med ny musik for at give årets eneste koncert, lød det på festivalens hjemmeside.

Det står ikke klart, hvorfor det ikke længere er gældende.

Musikeren, der er kendt for at optræde maskeret, står bag hits som "Drøm Mig Væk", "I Know" og "Moonlight". Han har for nylig udgivet en ny ep, "N1ya".

Efter hans optræden på Orange Scene kvitterede Politiken med fire ud af seks hjerter i en anmeldelse.

Kulturmediet Soundvenue gav koncerten fem ud af seks stjerner og skrev, at "D1ma går væsentligt længere end nærmest nogen anden i dansk popmusik, når det drejer sig om at lade smerten få plads".

Smukfest løber af stablen fra 3. til 10. august. D1ma kommer til at optræde på Bøgescenen torsdag 7. august.

Det er uvist, hvem der gemmer sig bag D1mas maske. Kunstneren har aldrig offentliggjort sit borgerlige navn.

Smukfest har allerede løbende annonceret navne som Shawn Mendes, Will Smith, 50 Cent, Anne Linnet, Tessa, Mø, August Høyen og dj'en Faustix.

Festivalen har omkring 60.000 daglige gæster. Det gør den til en af landets største festivaler.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/07/2025 - 14:10

Maskeret rapper indtager Smukfest trods Roskildes eneret

D1mas eneste show i 2025 var på Orange Scene, proklamerede Roskilde Festival. Nu skal han spille på Smukfest.

Den maskerede popartist og rapper D1ma indtager Smukfests største scene, Bøgescenen, når musikfestivalen i Skanderborg afvikles i starten af august.

Det oplyser Smukfest i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Sørme om vi ikke har klemt endnu et stærkt navn ind på torsdagsplakaten! D1ma er klar til at indtage Bøgeskoven, lyder det.

Tidligere i juli optrådte kunstneren på Roskilde Festivals Orange Scene.

Roskilde Festival har proklameret, at det ville være kunstnerens eneste show i 2025.

- Det virker yderst passende, at D1ma efter en længere pause fra livescenen vender tilbage til Roskilde Festival med ny musik for at give årets eneste koncert, lød det på festivalens hjemmeside.

Det står ikke klart, hvorfor det ikke længere er gældende.

Musikeren, der er kendt for at optræde maskeret, står bag hits som "Drøm Mig Væk", "I Know" og "Moonlight". Han har for nylig udgivet en ny ep, "N1ya".

Efter hans optræden på Orange Scene kvitterede Politiken med fire ud af seks hjerter i en anmeldelse.

Smukfest løber af stablen fra 3. til 10. august. D1ma kommer til at optræde på Bøgescenen torsdag 7. august.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan kan reglerne tolkes

* En mand klagede sidste efterår til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver, da han mente, der blev gjort forskel på køn i forhold til beklædningsregler for de ansatte.

* Manden sagde, at han havde fået at vide, at de mandlige ansatte skulle bære lange bukser og lukkede sko, mens de kvindelige ansatte også måtte bære kjoler og nederdele samt åbne sko.

* Nævnet afviste mandens klage.

* Begrundelsen lød, at ingen af kønnene ifølge sagens oplysninger måtte bære shorts.

* Nævnet lagde desuden vægt på, "at manden efter det oplyste ikke havde fået afslag på eller haft ønske om at klæde sig efter retningslinjerne for de kvindelige ansatte" - altså havde han været i sin gode ret til at bære kjole eller nederdel.

Kilde: Ligebehandlingsnævnet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Disse beklædningsgenstande deler vandene

Den faglige organisation Lederne har udført en undersøgelse, hvor omkring 1000 af deres medlemmer har svaret på spørgsmål om dresscode på arbejdspladsen.

Tallene angiver, hvor stor en andel af lederne, der ikke vil acceptere det følgende:

* Kort kjole/nederdel (over knæet) - 10 procent.

* Nedringet overdel eller skjorte - 21 procent.

* Joggingtøj - 39 procent.

* Kasket - 19 procent.

* Shorts - 16 procent.

* Sandaler/åbne sko - 9 procent.

* Klipklappere/badesandaler - 40 procent.

* Mavebluse - 41 procent.

* Tøj med politiske budskaber - 32 procent.

Kilde: Lederne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek