Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/01/2023 - 10:00

Haven i februar: Trim buskene og hiv foråret ind i stuen

Februarvejret kan være både koldt og vådt, men det er bare med at komme ud i haven og trimme buske og træer, i takt med at fuglene begynder at synge.

Jens B''ttner/Ritzau Scanpix

Af: Af Tenna Linnet Bork-Larsen, Ritzau Fokus

Februar har meldt sin ankomst, og vinterens sidste måned er et lille skridt på vej til foråret. Men selv om haven måske ikke trækker med dens regn og slud, er der meget at hente ved at bevæge sig ud i det grønne.

Det er nemlig nu, at du kan begynde at forberede dig på foråret. Og det er bare om at komme afsted, fortæller Christian Faurschou, der er uddannet gartner og indehaver af Ellengaard Planteskole og Anlægsgartneri:

- I februar er forårsløgene i fuld gang med at spire, og vintergækker og erantis står i blomst. Fuglene begynder at synge og søge redekasser.

Derfor er det et godt tidspunkt til at få ordnet en masse praktiske ting i haven.

- Du kan få renset de fuglekasser, du har, og sætte nye kasser op. Alle havens buske kan også beskæres nu.

- Hvis du fjerner en tredjedel af buskenes gamle, tykke grene én gang om året, forynger du busken, og den bliver ikke så stor og grim, siger han.

Hvis buskene virkelig trænger, kan du også klippe dem helt ned til omkring 20 centimeter over jorden.

- Buskene bliver pænere af det, og i foråret i løbet af den kommende vækstsæson, vil de nå en rimelig fornuftig højde, siger Christian Faurschou.

Han anbefaler også at strø perlekalk på græsplænen. Du skal bruge cirka ti kilo kalk per 100 kvadratmeter.

- Det gør jorden mindre sur, så den lettere kan få glæde af gødning i marts og april. Det vil også have en positiv effekt på mosset i plænen, som der vil komme mindre af i løbet af året, siger han.

Berit Rørbøl, der er fagekspert inden for haven hos Videncentret Bolius, anbefaler, at du husker at forberede dine haveredskaber.

- Februar er en sjov måned, fordi vi har altid sagt, at februar er den koldeste måned. Men i øjeblikket kan du ikke spå om noget som helst med vind og vejr, siger hun og tilføjer:

- Så når det rusker, og der er slud, kan du gå i skuret og rydde lidt ud. Har du, hvad du skal bruge? Og trænger plæneklipperen til service?

Hun foreslår også, at du tager en lille del af haven og sætter i en vase. Man kan blandt andet vælge den gule busk forsythia og den hvide og gule kirsebærkornel:

- Mange af buskene er ret langt henne, når februar kommer. Hvis du klipper et par grene af, så er knopperne klar til at hive lidt tidligt forår indenfor.

Christian Faurschou har ét råd, hvis du ikke har lyst til at gå ud i gråvejret:

- Det er mest træls, når du sidder derinde i mørket og kigger på det.

- Når du først er derude i gummistøvler og regntøj, er det rigtig dejligt. Du sover bedre og bliver frisk af det. Så det kan kun blive rigtig godt.

/ritzau fokus/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek