Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Malmø, 10/05/2024 - 08:36

Saba efter dansk Eurovision-exit: Jeg er lettet og skuffet

Det lykkedes ikke Saba at kvalificere sig til grandprixfinalen. Sådan en har Danmark ikke stået i siden 2019.

Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det blev et "hejdå" til drømmen om en dansk Eurovision-finale, som ellers ville have været den første siden 2019.

Men endnu et år har Danmark fået sparket i semifinalen. Seerne sendte ikke nok stemmer til Saba, som stillede op med nummeret "Sand", og hun måtte tage tomhændet fra konkurrencen i Malmö Arena i Sverige torsdag aften.

- Seerne har talt, og jeg er selvfølgelig skuffet, siger en tydeligt berørt Saba til pressen efter exittet.

- Jeg ville selvfølgelig gerne have kvalificeret mig og have brudt den statistik. Men jeg er også stolt, og jeg synes, vi gjorde, hvad vi kunne. Vi er et helt hold, der har kæmpet røven ud af bukserne.

Da Saba havde sunget sin sang, fældede hun nogle tårer, som blev fanget af kameraerne, der tv-transmitterer grandprixet ud til de mange millioner seere, som ser med verden over.

- Jeg tror bare, jeg var stolt. Det har bare været en lang rejse, og jeg var glad for at stå der. Det var en vild oplevelse, fortæller Saba.

Hun havde opbakning med fra sin kæreste, musicalskuespilleren Aviaya Rønnow Steinø, og fra den kendte journalist Tine Gøtzsche, som Saba betragter som sin reservemor.

De mødte hinanden for fire års tid siden under Danmarks Indsamling, og de mærkede med det samme en særlig forbindelse.

Tine Gøtzsche skulle interviewe Saba og hendes tvillingsøster, Andrea Lykke Oehlenschlæger, som er født i Etiopien, hvorfra Tine Gøtzsches søn også er adopteret fra. Saba besøgte efterfølgende Tine Gøtzsche og hendes søn, og siden har de været uadskillelige.

Familien har været en stor støtte for Saba under Eurovision, for den 26-årige sanger har været meget i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet skulle være der.

Saba meldte sig til Dansk Melodi Grand Prix, inden den igangværende krig i Gaza brød ud. Israel gik til modangreb efter den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel i oktober og har fortsat bombardementerne.

Efterfølgende har Saba overvejet sin deltagelse. Da hun besluttede at stille op, oplevede hun kritikere, der ikke ville acceptere andet, end at hun trak sig.

Det lagde et ekstra pres på Saba, som er psykisk sårbar.

Hun er tidligere stået frem i DR-dokumentaren "Min sindssyge tvilling" med sin søster.

Men Saba besluttede at deltage i håbet om at skabe en inkluderende fest - hun har fremhævet, at hun selv er brun, queer, adopteret og åben om sin kamp med sit psykiske helbred.

- Jeg er et konkurrencemenneske, og jeg er også et stolt menneske, og jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt ikke at gå videre. Men jeg er på en måde også lettet og synes, at det er gået godt, siger Saba og fortsætter:

- Jeg er lettet over, at det er veloverstået. Men jeg er skuffet og ked af, at jeg ikke kunne følge det til dørs for de mennesker, for hvem det betyder en masse for, og som gerne så, at Danmark kvalificerer sig.

Det er under halvandet år siden, at Saba fik sit gennembrud.

Da hendes tvillingsøster blev gravid, overtog Saba hendes rolle i musicalen "Hair".

Siden er det gået stærkt.

- Jeg glæder mig til at komme hjem og kramme min familie og fortsætte mit liv og se, hvad der byder sig, siger Saba.

- Det har været vildt at stå i, det her. Jeg har fået en masse ud af det på både godt og ondt.

DR har allerede annonceret Dansk Melodi Grand Prix 2025.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek