Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/07/2021 - 10:52

Professor om fald i vaccines effekt: Taler for et tredje stik

Ifølge Israels sundhedsmyndigheder beskytter Pfizer-vaccine i næsten alle tilfælde mod alvorlig covid-19.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det tyder på, at vaccinen fra Pfizer/BioNTech ikke er helt så effektiv til at forhindre smitte med Delta-varianten af coronavirus, men den ser ud til at være et meget stærkt værn mod alvorlig sygdom og indlæggelse.

Det viser tal fra de israelske sundhedsmyndigheder, som blev offentliggjort mandag, skriver Times of Israel.

Ifølge opgørelsen er vaccinens effektivitet i forhold til at forhindre coronasygdom med symptomer faldet til 64 procent i juni fra 94 procent i maj.

I forhold til at forhindre indlæggelser har vaccinen en effekt på 93 procent mod 98 procent i maj.

På nuværende tidspunkt giver det ikke anledning til bekymring, at flere til tilsyneladende bliver smittet trods vaccinering.

Men det er værd at følge udviklingen tæt, og det kan gøre det mere sandsynligt, at man skal have et tredje stik med vaccinen.

Sådan lyder det fra Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet og blandt andet har fokus på vacciner.

- De her tal viser, at det ikke er så sort/hvidt, i forhold til om man er vaccineret eller ikke er vaccineret. Det er mere gråzone, og alt er ikke godt, selv om man er vaccineret.

- Her er og nu er det ikke et problem, fordi langt de fleste vaccinerede, der bliver smittet, ikke bliver alvorligt syge og skal indlægges. Men det kan ændre sig over tid - også fordi vi i princippet ikke ved, hvor længe vaccinerne holder.

- Det betyder også, at vi ikke bare kan lade stå til i forhold til smitten i forhold til Delta-varianten, selv om vi har meget lave indlæggelsestal - også fordi varianterne kan udvikle sig, siger Allan Randrup Thomsen.

Tallene fra Israel er interessante, fordi landet har været blandt de førende i at udrulle vacciner i befolkningen og derfor er længere fremme end Danmark.

Allan Randrup Thomsen vurderer, at det særligt er relevant at følge med i, hvilke befolkningsgrupper der bliver smittet og eventuelt alvorligt syge, selv om de har fået vaccinen.

- Man kan forestille sig, at den største gruppe er de ældre og folk med kroniske sygdomme, hvor man vil forvente en lidt dårligere beskyttelse fra vacciner, siger han.

Han vurderer, at den lavere effektivitet gør det mere sandsynligt, at et tredje skud med vaccinerne kan blive nødvendigt.

- Det kan betyde, at man skal have opfrisket sin immunologiske hukommelse med et ekstra skud.

- På længere sigt kan det også blive nødvendigt at lave nye varianter af vaccinerne, men det er heldigvis relativt enkelt at ændre de her mRNA-vacciner, siger han.

I juni offentliggjorde de britiske sundhedsmyndigheder også et studie om Pfizer-vaccinens evne til at forhindre indlæggelser.

Her lød resultaterne, at vaccinen efter to doser havde en effektivitet på 96 procent i forhold til at undgå indlæggelser.

Det er cirka på niveau med, hvad effektiviteten har været i forhold til de gængse varianter af virusset.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek