Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/02/2020 - 11:00

FCK-profiler tror stadig på mesterskab trods tæt program

FCK havde været foran FC Midtjylland, hvis ikke FCK spillede så mange kampe, siger anfører Carlos Zeca.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det går godt for FC København i europæisk fodbold, hvor klubben har nået ottendedelsfinalen i Europa League. Men de mange kampe ser også ud til at have en pris i Superligaen.

Her halser københavnerne nemlig efter FC Midtjylland, der har et forspring på ni point. I de kommende uger venter der FCK en kvartfinale i pokalturneringen samt to europæiske kampe mod Istanbul Basaksehir, mens midtjyderne kun har en ugentlig kamp.

Hverken stillingen eller det stramme kampprogram får FCK-profilerne Carlos Zeca eller Victor Nelsson til at tvivle på, at DM-guldet kan forsvares.

- Selvfølgelig, er det muligt. Det er muligt, så længe vi har noget at kæmpe for. Vi ved, det bliver svært. Ingen er dumme og alle kan se, at FCM gør det godt. De fører med ni point, så for os handler det om at fortsætte med at kæmpe og arbejde for at vinde vores kampe i Superligaen.

- Vi skal vente på vores kampe mod dem og slå til, og vi skal også håbe, at de smider point i nogle kampe, så vi kan komme på rette vej og kæmpe med om mesterskabet, siger anfører Carlos Zeca.

Han mener, at kampprogrammet indtil videre har været med til at spænde ben for FCK's gulddrømme.

- Hvis vi ikke var så langt i Europa League, kæmpede om mesterskabet og var med i pokalturneringen, så tror jeg, at vi måske havde været 10-15 point foran, for som du kan forestille dig, så er det meget svært.

- FC Midtjylland gør det rigtig godt, så jeg prøver ikke at undskylde os, men det er et faktum. Vi har mange kampe og få dage at hvile i, men det er holdet bygget til, siger Zeca.

Med to uafgjorte og to nederlag til FC Midtjylland i Superligaen er midtjyderne kun ti point for at have maksimumpoint efter 22 spillerunder.

Victor Nelsson tror også fortsat på, at mesterskabet kan forsvares. Han håber, at torsdagens succesoplevelse med en 3-1-sejr på Celtic Park vil give et rygstød i Superligaen.

- Jeg tror helt klart, at det kan give et boost. Hvorfor kan man ikke slå Esbjerg og Silkeborg ude, når man kan slå Celtic ude?

- Jeg ved godt, man ikke kan stille det sådan op, men vi skal tage nogle af de dyder, vi brugte mod Celtic, med i Superligaen, for så ved vi, at vi kan slå alle hold.

- Vi skal have rettet op på et lille formdyk, for vi har nogle point, vi skal have indhentet i Superligaen, siger Nelsson.

Søndag får FCK besøg af AaB. FC Midtjylland møder Sønderjyske mandag aften.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek