Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tel Aviv, 01/11/2023 - 10:48

Egyptisk grænse til Gaza åbnet for hårdt sårede og udlændinge

Aftale mellem Egypten, Israel og Hamas åbner grænseovergang for en del hårdt sårede og udlændinge fra Gaza.

Stringer/Reuters

Af: /ritzau/AFP

Qatar har sikret en aftale mellem Egypten, Israel og Hamas om at åbne grænse for en del hårdt sårede fra Gaza. Det rapporterer BBC og Reuters med henvisning til pålidelige kilder.

De første udlændinge forlod ifølge AFP Gaza gennem Rafah-grænseovergangen til Egypten klokken 10.00 onsdag (klokken 09.00 dansk tid).

En times tid senere kørte en kolonne af ambulancer den første gruppe af sårede væk fra Gazastriben og ind i Egypten ifølge Reuters.

Egypten har sendt omkring 40 ambulancer til selve Rafah-grænseovergangen, som skal bringe sårede palæstinensere til forskellige hospitaler i landet.

Generalsekretæren i Røde Halvmåne i Nord Sinai, Raed Abdel Nasser, siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at omkring 80 sårede ventes at blive bragt til hospitaler i området. Hårdt sårede vil blive bragt til Kairo, hvis det er nødvendigt.

Aftalen som også er koordineret med USA, gælder udelukkende grænseovergangen Rafah mellem Gaza og Egypten. Grænsen åbnes også for personer, der har udenlandske pas.

Det er uklart, hvor længe grænseovergangen vil være åben for den begrænsede evakuering.

Aftalen er ikke knyttet sammen med andre emner - hverken gidsler, som den militante gruppe Hamas har taget, eller pauser i kampe, som kunne bane vej for leveringer af humanitær hjælp til enklaven, hvor der mangler mad, vand, brændsel og medicin.

Hamas skal have sagt til forhandlere, at gruppen snart vil frigive nogle af de mere end 200 gidsler, som gruppen har taget. Det oplyser Abu Ubaida, som er talsmand for gruppens væbnede fløj, al-Qassam Brigaderne, i en video på det sociale medie Telegram.

Rafah-grænseovergangen har indtil nu været det seneste sted, hvor der kunne sendes nødhjælp ind i Gazastriben.

I sidste uge sagde Egypten, at et felthospital til palæstinensere var blevet sat op nær Gaza.

Israels militær har bombarderet Gaza i uger, efter at Hamas for godt tre uger siden trængte ind i Israel og dræbte over 1400 mennesker, overvejende civile.

/ritzau/AFP


København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek