Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/02/2023 - 09:00

Hop med på bølgen: Skift til kontanter og få overblik over dine penge

For nogle er kontanter besværlige, men for andre kan de fysiske penge hjælpe med at få et overblik over egen økonomi og udgifter.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Hvis du har børn eller børnebørn, har du måske hørt dem tale om en tendens, der i den seneste tid har spredt sig blandt yngre danske brugere på sociale medier som TikTok og YouTube.

Den kaldes "cash stuffing" og går ud på, at man skaber et overblik over sin økonomi ved at skifte til at bruge og spare op i kontanter.

Og den metode kan være god for nogle, siger forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby.

Har man en vis alder, er det nok knap så opsigtsvækkende at lægge et budget og betale med kontanter, men teenagere i dag er vokset op i et stort set kontantløst samfund.

- De betaler primært med deres betalingskort eller mobiltelefon og overfører penge med MobilePay, siger Ida Marie Moesby og tilføjer:

- Og derfor er det faktisk lidt sjovt, at nogle af de unge nu går tilbage til at bruge kontanter, som deres forældre eller bedsteforældre gjorde.

Tendensen har eksisteret i længere tid i USA, hvor det er mere almindeligt at betale med kontanter. Men sådan er det ikke i Danmark.

Nationalbankens seneste tal er fra 2021, hvor godt hver tiende betaling i butikkerne blev foretaget med kontanter. Coronapandemien satte turbo på den udvikling.

Når vi betaler med kontanter, oplever vi i højere grad det, der kaldes "pain of paying", forklarer Ida Marie Moesby.

- Altså det er bare væmmeligt, hver gang vi skal have penge op af lommen, siger hun.

- Vi får typisk ikke helt den samme følelse, når vi betaler med et betalingskort.

Og når vi tænker mere over, hvad pengene går til, fordi det gør ondt at betale, så kan det være med til at sætte en dæmper på forbruget.

Men det er ikke helt uden problemer. Kontanter kan godt være bøvlet i den digitale tidsalder.

Det er for eksempel svært at bruge kontanter til at betale månedlige opkrævninger fra en streamingtjeneste eller ydelserne på et realkreditlån.

Hvis du har mod på at snuse lidt til cash stuffing, anbefaler Ida Marie Moesby derfor, at du starter med at sætte kontanter af til dine dagligvareindkøb.

- Det kan være en god måde at få et overblik over, hvad man bruger sine penge på, siger Ida Marie Moesby.

- Altså hvor stor en del af pengene går til mad og til mere usunde dagligvarer som snacks og sodavand?

Mange banker tilbyder digitale løsninger som mobilbank, hvor du nemt kan få et overblik ved at sortere i dine udgifter, men for nogle fungerer fysiske penge bedre.

Cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen foreslår også, at du afprøver kontantbetaling med dit madbudget.

Mennesker er forskellige, siger han. Nogle opfatter bedre med berøring.

- Og for dem vil det være udmærket at kunne se og røre ved fysiske penge og bevare overblikket på den måde, siger han og tilføjer:

- Man skal gøre det, der fungerer for en selv. Det vigtigste er jo, at man får mere styr på sin økonomi.

Du skal dog være opmærksom på, at du med kontanter går glip af positive renter i banken.

Den største udfordring er dog, at dine penge er mere udsatte, hvis du opbevarer dem som kontanter.

- Penge i konvolutter og cigaræsker er bare i større risiko for at blive væk og stjålet, advarer Morten Bruun Pedersen.

/ritzau fokus/

Storbritannien, 25/03/2025 - 10:26

Elton John brød sammen i 45 minutter: Jeg har ikke meget tid tilbage

Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Den 78-årige musiker Elton John frygter, at han ikke når at opleve sine og gemalen David Furnish' sønner på 14 og 12 år blive voksne.

Et ordsprog siger, at musik er følelsernes sprog. Og da Elton John for nylig indspillede nummeret "When This Old World Is Done With Me" til sit kommende album, ramte lyrikken ham lige i hjertekulen.

Mens Elton John selv har skrevet versene, har hans faste tekstforfattermakker, Bernie Taupin, skrevet omkvædet.

- Da jeg kom til omkvædet, handlede "When This Old World Is Done With Me" selvfølgelig om min død. Og når man når min alder, som er tæt på 100 år, tænker man: "Hvor lang tid har jeg tilbage", lyder det fra den 78-årige musiker i podcasten "SmartLess" ifølge Daily Mail.

- Når man har børn og en vidunderlig ægtemand, tænker man på dødeligheden. Så da jeg kom til omkvædet, brød jeg sammen i 45 minutter.

Elton John har dannet par med filminstruktøren David Furnish siden begyndelsen af 90'erne.

Sammen er de forældre til sønnerne Zachary på 14 år og Elijah på 12.

Elton John har tidligere udtrykt frygt for ikke at se parrets sønner blive gift. Og det berører også hans mand.

- Det gør mig virkelig ked af det. For i mit sind tror jeg, at Elton kommer til at leve for evigt - det tror vi alle sammen - Elton er så levende, at det er let at tro, sagde David Furnish sidste år i dokumentaren "Never Too Late", som fulgte Elton John under musikerens svanesang, hvor han satte punktum for 50 år på landevejen.

Elton John slog igennem i 1970 med "Your Song".

Siden har han hittet med "Candle in the Wind", "I'm Still Standing" og "Rocket Man" og ikke mindst soundtracket til Disney-klassikeren "Løvernes konge", der rummede balladen "Can You Feel The Love Tonight".

Den britiske hitmager har vundet et hav af priser gennem karrieren. Heriblandt to Oscars - for førnævnte "Løvernes konge" i 1995 og igen i 2020 med nummeret "I'm Gonna Love Me Again" skrevet til den biografiske film om ham, "Rocketman".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/03/2025 - 10:01

Tre kvindelige musikere i årets top-5 på hitliste for første gang

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Ida Laurberg, Mekdes og Mumle er alle tre på top-5 over mest indtjenende numre af danske kunstnere i 2024.

For første gang nogensinde er der tre kvindelige sangskrivere i årets top-5 på Kodas hitliste for 2024.

Det skriver musikorganisationen Koda i en pressemeddelelse.

Det er de kvindelige kunstnere Ida Laurberg, Mekdes og Mumle, der er med i den øverste halvdel af top-10-hitlisten, der udkommer en gang om året.

Dermed er de i top-5 med musiknumre af danske kunstnere, som har indtjent mest i Danmark i 2024 ifølge Koda.

Ifølge Kodas direktør er det en positiv udvikling.

- Det er virkelig positivt at se, at der er kommet flere kvinder i toppen af de mest indtjenende hits hos Koda, siger direktøren i Koda, Gorm Arildsen, i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Det ændrer ikke på, at der stadig er lang vej til en mere lige kønsbalance i dansk musik. Men jeg vil godt tillade mig at være håbefuld.

Direktøren i Koda fortæller, at en hitliste med tre kvinder i top-5 er sådan noget, der kan være med til at skabe ringe i vandet og skubbe til de nødvendige forandringer.

Ud over at det er første gang, at der er tre kvinder i top-5 på hitlisten, så er det også første gang, at alle ti numre på hitlisten er dansksprogede.

Her er der særligt en kunstner, der dominerer listen.

Nemlig musikeren Andreas Odbjerg, som har hele fire sange med på listen over de ti mest indtjenende numre af danske kunstnere i Danmark i 2024.

Det er også Andreas Odbjerg og Ida Laurberg, der fælles ligger nummer et på listen. Det er med sangen "Jeg Kan Rigtig Godt Li' Dig", som udkom i 2023.

På andenpladsen finder man også en duet. Det er sangen "Føles Godt" af Uro og Mekdes.

Gorm Arildsen mener, at der er en god grund til, at de sange er nogle af de mest indtjenende sange i 2024.

- Det er nogle ekstremt stærke og alsidige sange, der er på Kodas hitliste i år. Sange om kærlighed, venskab og omsorg, sange om at stå ved sig selv og den man er, siger Gorm Arildsen.

Han lykønsker de kunstnere, der ligger i top-10.

- Stort tillykke til alle sangskriverne på listen, uden dem havde vi ikke haft al den fantastiske musik at danse, feste, grine og græde til, siger Gorm Arildsen.

Koda er en musikrettighedsorganisation, der arbejder for, at komponister, sangskrivere og musikforlag får betaling for deres musiknumre.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 25/03/2025 - 08:00

FAKTA: Forskel på forskuds- og årsopgørelse

* Forskudsopgørelsen er et budget for din forventede indkomst og skat. Den kommer i november og viser indkomst og skat for næste år.

* Årsopgørelsen er en opgørelse over din skat. Den kommer i marts og viser, hvad du endte med at have af indkomst i det forgangne år, og hvad du betalte i skat.

Kilde: skat.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 25/03/2025 - 08:00

Gør som privatøkonomen: Sådan gennemgår hun sin årsopgørelse

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Privatøkonom forklarer, hvordan hun gennemgår sin årsopgørelse og tjekker den for fejl for at undgå missede fradrag og dobbeltbeskatning.

Skattestyrelsen har åbnet for adgangen til årsopgørelsen for 2024. Du kan altså allerede nu logge ind med MitID og tjekke, om det hele stemmer.

Det er vigtigt, at oplysningerne i din årsopgørelse er korrekte, så du hverken betaler for lidt eller for meget i skat. Selv mindre fejl kan koste mange penge.

Hvis du synes, det kan være lidt svært at overskue andet end, om du skal have penge tilbage i skat eller ej, fortæller privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen her, hvordan hun selv griber årsopgørelsen an.

- Som det første åbner jeg min forskudsopgørelse for 2024, så jeg er nogenlunde forberedt på, hvad der møder mig, når jeg åbner årsopgørelsen, siger hun.

Forskudsopgørelsen og årsopgørelsen hænger sammen. Forskudsopgørelsen kommer i november og er et budget for din forventede indkomst og skat for næste år, mens årsopgørelsen i marts er et regnskab over din skat i det forgangne år.

- Jeg skimmer hurtigt forskudsopgørelsen og kan se, at jeg ikke har fået forskudsregistreret servicefradrag. Og da jeg har haft udgifter til rengøring, vinduespudsning og havearbejde sidste år, ved jeg allerede nu, at selv om jeg møder røde tal i årsopgørelsen, så er der gode muligheder for at gøre noget ved det, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Selve resultat er naturligvis det første, hendes øjne falder på i årsopgørelsen. Altså om tallet er grønt eller rødt.

- Men selv om jeg skulle stå til en mindre restskat, tager jeg det roligt, fordi Skattestyrelsen endnu ikke har alle oplysninger om mine fradrag, så måske kan jeg helt undgå den, siger hun og fortsætter:

- Netop i år er jeg dog forberedt på, at jeg måske hører til de boligejere, der ender med at skylde penge på grund af problemer med at udregne skatterabatten i forbindelse med overgangen til de nye boligskatter.

De offentlige ejendomsvurderinger for de seneste år er forsinkede, og boligskatten vil blive genberegnet, efterhånden som vurderinger bliver klar.

- Som det næste læser jeg, hvad der står i "Vær opmærksom på" lige under det grønne eller røde tal. Her er der vigtige oplysninger, såsom at jeg har fået ægtefællerabat på beskatning af fri telefon. Der kan også stå advarsler, hvis jeg eksempelvis uforvarende har fået sat for meget ind på ratepension, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Hvis du har indbetalt for meget, risikerer du at blive dobbeltbeskattet. Du får nemlig ikke fradrag for det beløb, der er indbetalt for meget, men du skal stadig betale skat, når pengene bliver udbetalt.

- Herefter gennemgår jeg hurtigt alle tallene. Lønindkomst og renteudgifter bør være korrekte, da Skattestyrelsen automatisk modtager disse oplysninger. Resten er overskueligt, da 2024 hverken bød på jobskift, boligkøb eller køb og salg af værdipapirer, siger hun.

Og så er tiden kommet til servicefradrag.

- Servicefradraget steg markant i 2024 til helt op til 11.900 kroner per voksen. Det betyder, at vi hjemme hos os nu kan få fuldt fradrag for samtlige udgifter til rengøring, vinduespudsning, fliserens og plænepleje, siger hun.

Som det sidste kigger Camilla Schjølin Poulsen i fanen boligskattelån for at sikre sig, at hun som boligejer ikke har indfrosset boligskat, da hun gerne vil undgå skjult gæld, der hober sig op.

- Jeg tjekker også, om min samlede skatterabat ser korrekt ud. Det punkt har drillet skattemyndighederne og står til at udløse en restskat til mange danskere, siger hun.

Vurderingsstyrelsen sendte sidste år brev til flere boligejere om, at de kan vælge at få et lån til staten til at dække eventuel restskat som følge af forkert skatterabat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek