København, 21/01/2024 - 08:00
FAKTA: Hold øje med fygesne og fugt på loftet
Af: Af Amalie Dinesen, Ritzau Fokus
* Har du et hus med loft, kan det være godt at tjekke, om der er kommet fygesne ind, eller om noget af isoleringen er blevet fugtig.
* Hvis der er sne på loftet, skal du sørge for at få det fjernet, inden det begynder at tø.
* Er der pletter på isoleringen, kan det være et tegn på, at det er vådt. Er det i lille omfang, kan man selv fikse det ved at tage isoleringsmåtterne ned og lade dem tørre eller erstatte dem med nye.
* Er skaden af større karakter, skal man tjekke, om vandet er trængt igennem loftet. I så fald skal man få en tømrer ud, som kan hjælpe med at skifte isolering, gips eller træværk, der måtte være fugtigt.
Kilde: Tine R. Sode, ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.
/ritzau fokus/




