Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 25/11/2021 - 13:54

EU: Coronapas efter vaccination bør gælde ni måneder

Forslag fra EU-Kommissionen om coronapas tager højde for, at immuniteten efter vaccination falder over tid.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hvis man er færdigvaccineret, bør det gælde som gyldigt EU-coronapas til rejser i ni måneder efter sidste stik.

Det foreslår EU-Kommissionen torsdag.

I dag gælder det 12 måneder i Danmark.

Forslaget kommer efter retningslinjer fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).

Det tager højde for, at immuniteten efter vaccinationen falder over tid.

EU-Kommissionen ønsker med forslaget at sikre, at reglerne, for hvor længe vaccination gælder som coronapas, er ens på tværs af medlemslandene.

De fleste EU-borgere har fået deres sidste vaccinestik i løbet af sommeren eller efteråret i 2021. Derfor vil coronapassets gyldighed med de foreslåede regler formentlig være udløbet, når sommerrejserne presser sig på i 2022.

Dermed er der lagt op til, at borgere må få et tredje skud med en boostervaccine forud for sommeren. Hvis altså coronasituationen til den tid stadig forudsætter brugen af coronapas.

Da der endnu mangler data for, hvor meget og hvor længe et boosterstik øger immuniteten, lægger EU-Kommissionen sig imidlertid ikke fast på, hvilken betydning et boosterstik skal have for coronapassets gyldighed.

Det holder kommissionen øje med. Den vil, når data er klar, fremlægge nye forslag på den baggrund.

EU-kommissær Didier Reynders, som fremlægger forslaget, understreger, at boosterskud vil være "afgørende i kampen mod virusset".

Han opfordrer medlemslandene til hurtigt at nikke ja til forslaget. Det vil have stor betydning for at sikre tryg og fri bevægelighed for EU's borgere, mener han.

EU-Kommissionen ønsker samtidig en mere ensartet tilgang, som har mere fokus på personer og mindre på, hvordan de enkelte landes coronasituation er.

Altså at der er mere fokus på den enkeltes vaccinestatus, snarere end hvilken coronasituation vedkommende kommer fra.

Det vil sige, at en person med et gyldigt EU-coronapas ikke skal mødes med ekstra restriktioner - såsom test eller karantæne - i et EU-land, uanset om personen ankommer fra et land med højt smittetryk.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek